Året der gik 2017: Velkommen i “den hvide ghetto”

Den hvide ghetto
GODT NYTÅR!
Som den inkarnerede og populære (tøhø) blogger, jeg er, kunne jeg godt lave et “året der gik indlæg” med mit års højdepunkter, mest likede billeder eller whatever.
Jeg gider ikke altid gøre som alle mulige andre, så jeg har i stedet besluttet mig for at vie dette indlæg til den absolut største forandring, jeg har gennemgået i år: en flytning.

Titlen på indlægget er ikke helt sand, da vi faktisk har boet i det samme kvarter de sidste knap ti år. Forskellen er, at vi i 2017 er flyttet ind i et splinternyt hus. 350 meter fra det rækkehus hvor vi boede før.
Det er på mange måder en stor forandring. I den humoristiske ende får jeg mere motion, end jeg har fået længe af at rende frem og tilbage i huset med vasketøj for ikke at tale om at gøre huset rent.
I den lidt mere alvorlige ende har jeg taget mig selv i alt for mange gange at være mere hys med husets inventar over for Aksel, end jeg egentlig har lyst til. Jeg mener, at børn skal have lov til at være børn. Det er jo ikke dem, der vælger at bo nyt og flot.

Flytningen har samtidig givet anledning til en del tanker hos mig, som jeg vil uddybe lidt.
Der skal ikke herske nogen tvivl om, at jeg er glad for vores nye hus. Meget! Det føltes som hjemme fra den første nat her, og jeg elsker at komme hjem til det hver eneste dag.
Jeg er dog samtidig sådan indrettet, at jeg ikke kan lade være med at tænke over, hvilke konsekvenser det også har.

Vi bor i et (meget) homogent område (deraf “den hvide ghetto”). Befolkningssammensætningen her afspejler på ingen måde det øvrige samfunds. Som toårig så Aksel to mørke børn afbilledet i en bog. Han pegede på dem og sagde begejstret: “Der er to aber!”
Historien er da meget sød, men den fortæller også en sandhed om, hvad det er for nogle kammerater, han kommer til at vokse op sammen med. At han stort set er det eneste barn, der tilnærmelsesvis ser bare lidt eksotisk ud.
Samtidig siger det sig selv, at et nybyggerområde, hvor husene med lethed koster tæt på fire af de helt lange, tiltrækker et bestemt segment.

Indimellem kan jeg godt få en underlig fornemmelse i maven. Jeg ved, at der findes familier ‘out there’, som hver eneste måned må leve for det, vi uden at blinke spenderer på en tur i LEGOLAND. Eller en festlig lørdag. Eller…
Jeg synes, at vi har fortjent at have det, vi har – men jeg tror også på, at andre har haft nogle helt andre forudsætninger, end vi har for at nå dertil.
Det kommer nemt til at lyde dobbeltmoralsk, for jeg kunne jo bare have valgt at lade være med at bygge nyt hus, leve på en sten og donere en masse penge eller min frivillighed. Og det har jeg jo ikke gjort. Jeg har sådan set heller ikke tænkt mig at gøre det, tror jeg ikke.

Hvad vil jeg sige med dette indlæg? Jeg ved det ikke helt. Jeg glæder mig til at opleve 2018 i vores nye, dejlige hus. Men jeg kommer nok ikke til at stoppe med at tænke små og store tanker. Det er nok godt det samme – for hvad skulle jeg så blogge om?! 😉


Skriv et svar