Candy Crush – hjerneaktivitet eller ligegyldigt tidsfordriv?

Candy Crush
Det er måske svært at se, hvis man ikke lige ved det. Men dette billede indeholder flere elementer, der går direkte i min hjerne!

Hej alle sammen. Jeg hedder Anna Sofie Slot, og jeg er afhængig af Candy Crush!
Jeg skrev forleden en kommentar om mit forhold til Candy Crush på en anden blog. Kommentaren affødte begejstring over, at psykologen (moi) sådan fremhævede flytten rundt med fiktivt snolder som en god aktivitet. Så nu kommer der da lige en uddybning her, hvis der skulle være andre, som har behov for psykologens argumenter for at spille Candy Crush. 😁

Mit forhold til Candy Crush startede i de dage, hvor jeg var gået på barsel og endnu ikke havde født. Jeg havde hørt om spillet, men endnu ikke turdet downloade det. Jeg ved, hvordan sådan noget ofte ender for mig. Jeg kan tilføje, at jeg så godt som aldrig spiller om penge i nogle som helst former. Fordi jeg har en lille frygt for, om jeg mon ville kunne blive ludoman. Fordi jeg har svært ved at begrænse mig, når jeg først bliver bidt af et spil…

Sådan gik det selvfølgelig også med Candy Crush. Jeg startede med kun at installere det på iPad’en i den tro, at jeg så automatisk ville begrænse brugen. Det var vel sådan set en meget fornuftig tanke. Der gik cirka to dage, før jeg måtte erkende, at jeg var nødt til at have mit fix tættere på og dermed mere tilgængeligt…

Hvis der skulle være nogen, som ikke har stiftet bekendtskab med Candy Crush, vil jeg beskrive det som en moderne form for Tetris. Banerne er dog opbygget med forskellige slags mål, så der er ret stor variation. Elementerne i spillet ligner slik. Jeg ved ikke med jer, men jeg får altid vold meget lyst til altheabolcher!

Som nævnt havde jeg en (begrundet skulle det vise sig) bekymring for, om jeg ville kunne styre forbruget (misbruget?) af Candy Crush. Nu kan man jo diskutere, hvad et normalt forbrug er. Jeg er dog ret glad for, at jeg ikke har tal på, hvor mange timer, jeg har brugt på at spille Candy Crush. For så ville det på en eller anden måde blive mere konkret.
Jeg ved dog, at jeg har brugt mange timer på det. Rigtig mange.
Jeg snakkede en dag med en, der påstod, at hun var ligeså afhængig som mig. Hun viste sig at være flov over, hvor mange baner hun allerede havde klaret og ville derfor ikke afsløre det. Mit forhold til Candy Crush er ikke en hemmelig affære, så jeg sagde uden hæmninger, at jeg var kommet til bane nittenhundrede-noget. Hvorefter min afhængighedsfælle brød i latterkrampe, fordi hun var omkring 1.000 baner bagefter…

Men faktisk er det ikke min skyld, at jeg er hooked! I hvert fald ikke kun min skyld. Folkene bag Candy Crush har nemlig i den grad formået at udnytte alle tænkelige adgange til det, menneskehjernen synes godt om.
Lad mig forklare:

1. Ros og feedback
Man får, både midt under et spil og efter en gennemført eller forfejlet bane, en masse små opmuntringer og feedback. “Sweet”, “delicious” og “tasty” lyder således ofte. Der er grædende små mennesker, når et mål ikke nås, og der er jublende små mennesker og tog- og helikopterafgange, når en bane klares. Alt sammen understøttet af baggrundsspeak og musik, hvis man har lyden tændt.
Det går direkte i hjernens belønningscenter!

2. Gaver
De fleste mennesker kan lide at få gaver. De fleste mennesker (i hvert fald de jyder jeg kender 😉) kan også lide at gøre en god handel. Derfor er det vanvittig smart udtænkt af team Candy Crush, at man hver eneste dag får indtil flere gaver i form af gratis features, man kan bruge i spillet. Ting man faktisk også kan købe, men fordi man er sådan en flink Candy Crush bruger, får man det gratis.
Det går direkte i hjernens belønningscenter! Psykologisk er vi samtidig mere tilbøjelige til at komme tilbage, når nogen har behandlet os pænt, og det må man jo sige, Candy Crush gør.

3. Samhørighed med venner
Ok, den her kan også virke jævnt træls. I hvert fald for de venner der bliver spammet med Candy Crush anmodninger uden selv at være faldet for fristelsen.
I Candy Crush kan man nemlig sende og anmode sine venner om tjenester. Det betyder, at man, til trods for, at Candy Crush er noget, man spiller alene, kan have oplevelsen af alligevel at være sammen med andre om det.

4. Pause
Man kan hævde, at Candy Crush ikke er reel pause, fordi hjernen er temmelig aktiveret, når der er tale om skærmaktivitet. For mig er Candy Crush dog en fantastisk måde at lukke ned for alt muligt andet!
Da Aksel var spæd og sov 30-45 minutter ad gangen, var Candy Crush en god aktivitet for mig, fordi det kunne gøres færdig med det samme, han vågnede. De få gange, han endte med at sove to timer, måtte jeg så bare sørge for at få mobilen ladet op efterfølgende. 😉
Man kan også hævde, at det ikke er godt at ligge med mobilen lige inden sengetid. For mig fungerer det perfekt at afslutte dagen med et spil Candy Crush!

Uanset hvad kan jeg ikke komme uden om det: Jeg spiller Candy Crush – og jeg er ikke engang flov over det!


Skriv et svar