Gennemse Kategori

Psykologi

HVOR ER DER EN VOKSEN?!

Hvad er det for et samfund, vi er ved at skabe?

Som psykolog ved jeg, at mennesker har brug for andre mennesker.
Som børnepsykolog ved jeg, at børn har brug for voksne. Børn kommer til verden og ud over nogle medfødte reflekser og instinkter, så skal den lille baby i gang med at lære. Lære at ligge på maven. Lære at kravle. Lære at tale. Lære at omgås andre mennesker.
Alt det lærer børn ikke af sig selv. Jeg hører sommetider småbørnsforældre frustreret undre sig over, hvorfor deres barn ikke kan forstå, at et nej er et nej. Eller forældre til et lidt større barn bekymre sig om, at deres barn tilsyneladende ikke forstår konsekvenserne af en mulig handling.

Jeg tror, at vi i effektiviteten og hamsterhjulets hellige ånd – og her taler jeg også for mig selv – kan komme til at glemme, at børn ikke er miniature voksne. De er børn. Og det betyder, at de skal lære gennem voksne. Også de ting der ville være ønskelige, de bare kunne af sig selv.

Derfor er det selvsagt væsentligt, at der er nogen til at lære dem det. Mange børn er i institution i halvdelen eller mere af deres vågne tid. Det kunne være rart – og effektivt – hvis der fandtes en standbyknap. Så børnene i de timer ikke behøvede nær så meget hjælp, støtte og voksenkontakt. Men den knap findes ikke (no shit Sherlock!). I hvert fald ikke hvis børn skal lære at udvise forståelse og regulere deres følelser og behov. Og det er vel i virkeligheden til gavn for os alle sammen, at børn lærer det.

Jeg har i mit arbejdsliv talrige eksempler på, at samfundsmæssige strukturer bliver gjort til individuelle problemer. At en lille fyrs adfærd bliver problematiseret, på trods af at han egentlig bare viser, at han har brug for en voksen.
Vi leder efter løsninger, hvor forældrene gøres til problemet. Vi leder efter løsninger, hvor barnet ender med ansvaret for problemet. Jeg fik engang spørgsmålet: “Hvordan kan vi tale med det her treårige barn om, at hun ikke må slå de andre børn?”

Når vi søger sådan nogle løsninger, ser jeg det som et udtryk for afmagt. Pædagoger ved godt, at treårige ikke skal tage ansvaret alene for ikke at slå. Det tror jeg faktisk også, forældre godt ved. Men i mangel på mulige løsninger ender vi der. Selvom det ikke kræver en titel som børnepsykolog at erkende, at der burde være en voksen så tæt på enhver treårig, at der kunne gribes ind, inden barnet ender med at slå.

På psykologsprog betyder følelsesmæssig regulering, at man kan genfinde en balance. At man fra at være ked af det, vred, utryg eller overstadig kan finde tilbage til en mere neutral tilstand. Det er, som med så meget andet, ikke noget en baby har medfødt, men noget der skal læres gennem betydningsfulde voksne.

Hvad tror I, det gør ved børn, at de i så mange timer hver dag skal regulere sig selv så meget, som de skal – fordi der ikke er en betydningsfuld voksen i nærheden?
Hvordan tror I, det påvirker Mathias, at han – igen – kommer til at slå, fordi han ikke har lært selv at finde andre måder?
Hvordan tror I, det påvirker Emma, at der – igen – ikke var en voksen, der opdagede, at hun gik rundt alene og var ked af det?
Hvordan tror I, det påvirker Viktor, at han faldt og slog sig. Men der kom ikke en og trøstede ham. Ligesom der heller ikke gjorde i går.
Og hvordan tror I, det påvirker både børn, forældre og personalegruppe, at pædagogerne med deres faglighed så udmærket kender svarene på alle de her spørgsmål, men ikke har mulighed for at gøre en fløjtende fis ved det?

Der tales og tales om, at flere børn end nogensinde får psykiatriske diagnoser.
Der tales og tales om, at mange, mange unge mistrives. Næsten halvdelen af alle 19-årige piger har på et tidspunkt været i kontakt med en psykolog.
Gad vide om det kunne hænge sammen med noget grundlæggende i vores samfund frem for noget individuelt hos hver enkelt?
Jeg tror ikke, der findes et simpelt svar. Men jeg mener, vi er nødt til at bevæge os ud over det enkelte barn og den enkelte ung.

Tilbage til mit første spørgsmål. Hvad er det for et samfund, vi er ved at skabe? Når vi nu ved, at børn har brug for voksne for at lære at regulere sig.
Voksne, der kan have svært ved at regulere sig, ender i bedste fald med at få et højlydt raserianfald i ny og næ. I værste fald kan det have ubærlige konsekvenser.
Hvilke mennesker ønsker vi? Gad vide hvilken type mennesker politikerne helst vil passes af på plejehjemmet.

Til sidst vil jeg opfordre til, at vi husker, at normering ikke er svaret på alt. Der kan stadig finde dårlig pædagogik sted, selvom der er en god normering. Men det er efter min faglige overbevisning umuligt at skabe tilstrækkelig udvikling og trivsel for vores børn med de forhold, der lige nu gør sig gældende.

Syv år, Niller: Hvad har jeg lært om at være psykolog?

psykolog
Billedet er lånt fra filmdatabase.dk

I dag er det præcis syv år siden, jeg havde min første arbejdsdag som psykolog. “Syv år, Niels! Så ved man et og andet.”
Måske er det, fordi jeg ikke brugte syv år på studiet, som Mulle gjorde (henvisning til filmen Den eneste ene hvis nogen skulle være i tvivl), men jeg er nu ikke altid overbevist om, at jeg ved ret meget.
Jeg blev for nylig spurgt af en kommende psykolog, om det mon er normalt, at man ikke synes, man kan noget som helst, når man er færdig med studiet og kan kalde sig psykolog. Om det er ‘normalt’ skal jeg ikke kunne sige – men jeg oplever det personligt ganske jævnligt. Læs Videre

Sådan skaber man mobning – og forebygger at det sker

Mobning
Opfattelsen af mobning er ofte noget med en udøver og et offer. Men mobning er noget mere kompleks end det…

Der kan være godt en opfattelse af, at mobning handler om, at der er en fæl mobber og et mobbeoffer, det går ud over. Alt tyder dog på, at det ikke er tilfældet. I hvert fald ikke udelukkende.
Når der sker mobning i en børnegruppe (og blandt voksne for den sags skyld), handler det først og fremmest om, at der er nogle sociale processer, der er på afveje. Læs Videre