Det svære skift: Når ens barn ikke trives

Skift fra dagpleje til vuggestue
Billedet viser en glad dreng på knap halvandet år, der trives i sin vuggestue. Der skulle et halvt år og et skift til, før vi kom dertil.

Vi har netop været til toethalvtårssamtale i vores søns vuggestue. Uagtet om du har børn eller ej, kan du nok godt sætte dig ind i, at alle forældre frygter, at deres børn mistrives.
Derfor er det intet mindre end fantastisk at høre ens barns to primære hverdagsvoksne fra 8.30-16 fortælle, at det går godt. Og dele den oplevelse.

For sådan har det ikke altid været.
Aksel startede i dagpleje, da han var ni måneder. Starten i dagpleje var hård. Børn reagerer forskelligt, og Aksel har, fra det sekund han kom ud på den udvendige side af min bug, været en viljestærk herre. Når der var (og er) noget, der ikke passede ham, klynkede, græd eller skreg han, indtil der var nogen, der forstod, hvad han gerne ville.
I takt med at han er blevet ældre, er det naturligt blevet nemmere, fordi han nu har sprog. Men som ni måneder gammel var det begrænset, hvilke andre kommunikationsformer, han havde. Så da det ikke passede ham at blive overladt til en, der ikke var mor eller far, græd han. Højt. Længe. Nærmest uafbrudt til han atter så mig, når jeg kom for at hente ham.

Aksel gik i dagpleje i et halvt år. Der var indimellem perioder, hvor det så ud til at gå bedre. Perioder hvor han kunne afleveres med et smil, og hvor han både spiste, legede og sov godt i dagplejen. Men set over det hele halve år, han gik der, var de for få og for kortvarige.

Det er nemt at sige efterfølgende, men jeg havde flere gange i løbet af det halve år en fornemmelse. Sådan en man ikke helt kan sætte ord på, men som jeg nu ved forsøgte at fortælle mig, at det ikke var sådan, det skulle være at få sit barn passet. Fornemmelsen slog jeg dog altid hen ved at fokusere på de positive ting, der trods alt var ved dagplejen. Nu ved jeg, at vi skulle have handlet før.

Et halvt år efter Aksels dagplejestart startede han i vuggestue. Et helt igennem fantastisk skift!
Jeg kunne komme med en masse begrundelser for, hvorfor det gik, som det gjorde med dagplejen. Jeg ved også, at det vil ikke ændre noget nu. I stedet vil jeg fokusere på det vigtigste, jeg har lært i min endnu relativ korte tid som forælder: Man skal ikke acceptere, at ens barn ikke trives!