Det var så den ferie (THANK GOD! 😉)

Ferie
Blå himmel og over 20 grader. Der har ikke været mange dage sådan, men de har været der. 😊

Status efter 18 dages ferie: Jeg trænger ikke til ferie. Jeg trænger til at komme på arbejde!
Det betyder ikke, at jeg elsker hverdagen højst, eller at jeg har haft en dårlig ferie. Jeg vil sammenligne min ferie med det danske sommervejr. Der har været mange fine stunder med både sol og blå himmel (det har der faktisk!) – men der har også været tidspunkter med det modsatte.

Vi mennesker er generelt rigtig gode til at dvæle ved det negative. Det er nok også grunden til, at vejret har været meget udskældt.
På samme måde kan jeg også finde mange ting, der har været irriterende i min ferie. Men jeg kan også finde mange ting, der har været dejlige. Meget afhænger nemlig af den måde, man anskuer det på.

Jeg skal blankt erkende, at jeg synes, det har været en kende hårdt. Ikke at være mor og ikke at Aksel som den treårige, han er, naturligt prøver og eksperimenter. Men mængden. Siden d. 20. juli kl. 14 (ja, jeg tæller. Åbenbart) har der været omkring ni timer, hvor jeg ikke har været sammen med ham. Samtidig har jeg i de fleste dage været ene voksen.
Nogle elsker tid med deres børn. Det gør jeg sådan set også. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for, også, bare at være mig. Jeg har brug for åndehuller, så min lunte ikke bliver så kort, som den desværre er blevet indimellem.

Hvis jeg skal forsøge at blive klogere – og det er jo aldrig til nogen skade – må det være noget med at få øje på nuancerne. At alt ikke har været røv og nøgler. At alt heller ikke har været idyllisk og som taget ud af et opstillet instagrambillede (med filter og en romantisk billedtekst). At man godt kan finde en balance et eller andet sted derimellem. Og at det faktisk er OK at have det, som jeg har.

Hvis nogen skulle være interesserede, har jeg blandt andet udrettet og oplevet følgende i de sidste 18 dage:
…Sendt mit barn i institution mens jeg selv holdt en feriedag. ÉN dag!
…Blevet tvunget op kl. 5.47. Engang havde jeg et barn, der sov længe. Hvem har forbyttet ham?!
…Gennemført omkring 50 baner i Candy Crush Saga.
…Fået en times thai massage. En time i paradis for 300 kroner, det er knagme et kup selv for en vestjyde!
…Set sæson 2 og 3 af The Following. Og ventet med længsel på sæson 4…
…Drømt om Ryan Hardy (hovedpersonen fra The Following). To gange. Og tænkt at det nok er meget heldigt, at sæson 4 ikke er tilgængelig lige nu og her…
…Spist flæskestegsburger på Dåkken i Ååår-hus.
…Fået udvidet min paratviden om Gurli Gris. Og hendes familie, venner, evner og gøremål. Hvordan trykker man delete på min hukommelsesharddisk?!
…Haft en hysterisk treårig fordi jeg insisterede på, at jeg ville have en af to trøffelkugler. Tja, på en måde kan man vel ikke bebrejde ham…
…Opnået en femteplads i Informations kronikkonkurrence.
…Indtaget så meget slik at jeg alvorligt overvejer afvænning (hvem opfinder antabus mod blandselvslik?!)
…Glædet mig til hverdag igen de sidste fem dage. Og det er vel heller ikke helt skidt at se frem til… 😊


En kommentar

Skriv et svar