Et regnskab i balance

Mon ikke de fleste kender til at være nødt til at prioritere i finanserne. Uanset om man må vælge mellem leverpostej og spegepølse eller skiferie og solferie, handler det nu engang om, at man ikke kan bruge flere penge, end man har. Eller, det kan man i teorien godt, men det vil i givet fald være for lånte penge. Og det er jeg som gæv vestjyde ej så vild med…

Nu er vi jo forskellige, men jeg kan godt lide at have lidt i banken. Så ved jeg, at jeg ikke behøver at bekymre mig om økonomien, hvis der skulle opstå noget uforudset, eller hvis min yndlingsbutik pludselig holder ophørsudsalg.
På samme måde er det vigtigt, at der er balance i “regnskabet” mellem mennesker. Det forholder sig nemlig sådan, at ens forhold til andre påvirkes, ligeså vel som ens saldo i banken gør.
Hver gang man giver noget positivt ind i forholdet, sætter man ind på kontoen – og hver gang man bidrager negativt til forholdet, må man påregne træk fra kontoen. Det lyder måske som den største selvfølgelighed, og det er det egentlig også.

Lad mig illustrere det med et eksempel fra min egen hverdag. Min to-årige søn og jeg selv er lige kommet hjem. Jeg hjælper ham af med jakken, hvorefter han smider den på gulvet. Jeg lægger den op på bænken og siger, at den skal ligge der. Han siger nej og kaster den ned på gulvet igen. Jeg tager den, siger bestemt, at den skal ligge på bænken. Han råber NEJ og kaster den ned igen. Jeg ser ham bestemt i øjnene og siger med let hævet stemme, at han skal stoppe med det, og at jakken skal være på bænken. Jeg er på vej ud af gangen. Han råber NEEEEEJ, ser afprøvende på mig og kaster endnu engang jakken ned på gulvet. Min tålmodighed er efterhånden brugt. Jeg går hen til ham, siger meget bestemt “NU STOPPER DU”, og at jakken skal være på bænken. Jeg lægger den bestemt tilbage. Det reagerer han kraftigt på og begynder at skrige. Måske i frustration, måske i afmagt. Jeg reagerer ved at forlade gangen.

Det er et tydeligt eksempel på, at jeg her hævede gevaldigt af mit “indestående”. Jeg kunne have håndteret situationen på mange andre måder, og på en god dag havde min tålmodighed rakt væsentlig længere. Det gjorde den ikke den dag, og så er det naturligvis mit ansvar som den voksne at sørge for at få sat ind på “kontoen” igen.
I eksemplet gjorde jeg det ved at gå tilbage efter et minut eller to, omfavne min lille dreng og stille forsikre ham om, at jeg ikke var sur længere. Jeg satte ord på, at jeg blev sur over, at han blev ved med at smide jakken ned på gulvet, når jeg havde sagt, at den skulle være på bænken – men at jeg ikke var sur på ham. Sådan sad vi lidt, hvorefter vi gik ind og læste en bog. Sammen.

Når man hele tiden sørger for, at der er “overskud” på kontoen, kan forholdet godt klare, at der indimellem sker uoverensstemmelser, og at man, berettiget eller uberettiget, kommer til at hidse sig op. Omvendt vil det på et tidspunkt give store problemer i forholdet, hvis man kun “hæver” og aldrig får sat noget ind.
Det optimale er naturligvis, at der hele tiden er en “opsparing”. Hvordan man løbende kan sætte ind på den, vender jeg tilbage til en anden go’ gang.