Det gør mig glad…

Glad
Det her syn fremkaldte nogle gode barndomsminder – og gjorde mig glad.

Jeg kan tydeligt huske det. Den majaften i midten af halvfemserne. Telefonen ringede, og en af drengene fra klassen spurgte, om jeg ville være med til at spille fodbold med nogle andre fra klassen. Det blev startskuddet til noget, jeg husker, som en virkelig god tid.
Efter det første telefonopkald spillede vi nemlig fodbold mange, mange aftener. Uden træner, uden voksne, uden andet end os selv, en bold og to mål på skolens fodboldbane. Det var fantastisk.

I mine erindringer var vejret selvfølgelig altid godt, og vi stødte ikke på større konflikter, end vi selv kunne få styr på. Det sidste er jeg nu ret sikker på, er korrekt.
Som voksen kan jeg se mange gevinster ved vores fodboldaftener. Vi fik motion og frisk luft. Vi var fælles om en aktivitet. I dag kan jeg dog godt se, at aktivitetsvalget kunne udelukke nogle fra at deltage, men for os, der var interesserede i fodbold, var det en fantastisk aktivitet. Vi klarede småkonflikter hen ad vejen og havde uanede gode timer i hinandens selskab.

Jeg kom til at tænke på det, fordi jeg her til aften befandt mig på en fodboldbane (tak for næsten-nærdødsoplevelsen, damer! 😆).
Man kan godt (jeg kan i hvert fald) få en idé om, at børn født i dette årtusinde ikke laver andet i deres fritid end at sidde bag en skærm. Jeg troede i hvert fald ikke, at børn anno 2017 samles uformelt om en aktivitet som fodbold, som vi gjorde.
Men det gør de! I hvert fald den flok jeg kunne iagttage på afstand i aften. Der var ingen voksne, men 5-10 aktive, fodboldspillende drenge. Der tilsyneladende havde ladet deres mobiler blive hjemme og i stedet spillede fodbold med liv og sjæl og selv fandt ud af reglerne. Det gør mig faktisk lidt glad at se, at det stadig kan finde sted.


Skriv et svar