Årsagen til hadefulde beskeder på sociale medier

Hadefulde beskeder
Det er nemt at sende hadefulde beskeder via internettet, når man ikke skal se en anden person i øjnene. Jeg tror dog ikke, det er hele årsagen til den store udbredelse.

Det er ikke noget nyt, at internettet bugner af had, mobning og ligegyldigheder. Faktisk tror jeg, at årsagen til det er den samme for alle tre kategorier.
Hvis vi tager udgangspunkt i had og mobning, hører jeg ofte nogen sige, at der bliver skrevet så mange grimme ting, fordi det er langt nemmere at skrive det end at sige det ansigt-til-ansigt.
Det kan der være noget om. Jeg tror dog ikke på, det er hele årsagen.

Når man kigger på den teknologiske udvikling, er der sket ufattelig meget de sidste 5-10-20 år. Det at ytre sig grimt om nogen eller noget, var der også tidligere.
“I gamle dage” da jeg var barn (høhø), fik jeg for eksempel engang imellem tanker om andre, som jeg havde lyst til at nedfælde. Forskellen på nu og dengang er, at det tog væsentligt længere tid for mig dengang. Jeg skulle finde noget papir, skrivegrej og så ellers i gang. Der var ingen stavekontrol eller hjælpende autocorrect. Hvis blyanten knækkede, gik der også lige tid med at spidse den.

I dag tager det kun et øjeblik at åbne sin smartphone, tablet eller computer (som, selv hvis den er slukket, lynhurtigt er klar til brug). Selvom man hurtigt kan skrive noget, er det selvfølgelig ikke ensbetydende med, at det behøver at komme ud til andre end en selv. Der er bare så uendelig mange kanaler, man kan dele noget på, hvis det skal være. Det tager kun få klik mere end at holde det for sig selv.

Den største forandring i forhold til tidligere er altså, at der bliver kortere fra, at en impuls til at ytre sig om noget opstår, til man har mulighed for at handle på det.
Det er fantastisk, fordi den teknologiske udvikling gør mange ting mere effektive.

Men måske bliver vi i visse henseender lidt for effektive. Årsagen til alt hadet, mobningen og alverdens ligegyldigheder (som denne blog egentlig også kunne gå ind under…), vil jeg derfor mene, skal findes i, at teknologien er hurtigere, end vi kan følge med.
Vi kan skrive en hadefuld besked. Vi kan opfordre til noget forkert. Vi kan gøre noget, som måske oprindelig var ment som en (dårlig) spøg. Vi kan belemre resten af verden med, hvad vi har fået til aftensmad, at vores børn har været til fastelavnsfest, eller at vi har købt nye sko. Og vi kan gøre det hurtigere og dele det med mange mennesker, før vi har nået at tænke over, om det var en god idé.

Løsningen er næppe at lukke for al adgang til internet og teknologisk udvikling og gå tilbage til stentavler. Jeg er dog samtidig sikker på, at vi på et tidspunkt er nødt til at forholde os til, at teknologien, i hvert fald på nogle punkter, er ved at være langt foran det, vores hjerner egentlig er i stand til at kapere.


En kommentar

Skriv et svar