Til dig der overvejer at opsøge en psykolog

De fleste forbinder nok en psykolog med en fagperson, der kan hjælpe en med at blive klogere på ens problemer. Sådan cirka. Psykologer kan arbejde inden for mange forskellige områder, men der ér mange, som arbejder med at afhjælpe problemer i en eller anden forstand.
Det er der imidlertid også mange andre fagpersoner end psykologer, der kan. Titlerne er mange og kunne blandt andet være psykoterapeut, coach, familieterapeut eller psykologisk konsulent. Og hvad ska man så vælge?

Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke har til hensigt at stille fagpersoner med andre uddannelser end mig selv i et dårligt lys. Men jeg synes, det er på sin plads at fortælle, hvad jeg som uddannet psykolog står for. Hvad de andre kan, må de jo så selv kunne redegøre for.

Når man er psykolog, har man gennemført en lang uddannelse. Kun personer, der har en anerkendt uddannelse, må kalde sig psykolog, da det er en beskyttet titel. Titlerne ovenfor er ikke beskyttede, og man kan derfor ikke være sikker på, hvordan personen er uddannet.

Man kan hævde, at en femårig universitetsuddannelse, som jeg selv har taget (cand.psych.), ikke kvalificerer en til det praktiske arbejde som psykolog. Hvad lærer man egentlig om andre mennesker ved at læse på universitetet?
Det er dog min mening, at min universitetsbaggrund uden tvivl har været med til at dygtiggøre mig – også som praktiker. Under min studietid var jeg jævnligt træt af at læse. En stor del af teksterne sagde mig ikke ret meget, og jeg savnede en større forbindelse til “den virkelige verden”.

Nu – og sådan er det jo tit, når man får muligheden for at se tilbage på tingene i et større perspektiv – har jeg svært ved at sige, hvilke teoretiske fag jeg kunne have undværet. Fordi psykologien er en kompliceret størrelse og i høj grad kræver et solidt, teoretisk fundament, hvis det skal hæve sig op over niveauet af den hverdagspsykologi, som er allemandseje.
Jeg er derfor overbevist om, at det er en kvalitet i forhold til det arbejde, jeg i dag laver som psykolog, at jeg netop har denne teoretiske, videnskabelige ballast.

At teoretisk viden så ikke er tilstrækkeligt i det praktiske psykologarbejde, kan vi godt blive enige om. Derfor har jeg løbende efteruddannet mig og er for eksempel blevet autoriseret psykolog (cand.psych., aut.). Det betyder, at jeg i mine første arbejdsår arbejdede under kyndig supervision af erfarne kolleger, som var med til at sikre, at jeg ikke var overladt til mig selv.
Samtidig giver min autorisation som psykolog potentielle ‘kunder’ en vis sikkerhed. Det gør nemlig, at jeg arbejder under psykologloven og giver adgang til at klage til Psykolognævnet.

Om det rigtige for dig vil være en psykolog eller en anden fagperson, vil jeg dermed være op til dig at afgøre. Jeg håber, du med dette indlæg kan være hjulpet på vej til at træffe den rigtige beslutning for dig.