Spørg psykologen: Hvordan giver jeg mit barn selvværd?

Selvværd
Et lidt dårligt eksempel eftersom billedet jo er en konsekvens af, at jeg har haft mobilen fremme… 😏 Til gengæld kan jeg oplyse, at jeg i samme nu udbrød: “Du tog lige en pølse. Mmm, den så også god ud!” 😉

Så blev det april og dermed tid til en ny omgang “Spørg psykologen”. Der er til denne måneds ‘blogkasse’ indkommet et rigtig godt spørgsmål:

Hvordan giver jeg mit barn selvværd?

Selvværd betyder, at man ved, at man er noget værd i sig selv. Man er altså ikke noget værd, fordi man gør eller kan noget, eller fordi man ser ud på en bestemt måde. Man er noget værd, fordi man er lige præcis den, man er.
Selvværd er derfor vanvittig vigtigt, hvis man gerne vil være en person, som hviler og er i balance med sig selv. Og mon ikke alle forældre ønsker det for deres børn… Så hvordan sørger man for at give sit barn de bedste selvværdsbetingelser med på vejen? Det kan jeg (naturligvis) ikke give en endegyldig opskrift på i et enkelt indlæg, men lidt har som bekendt også ret.

Først og fremmest må man bekræfte barnets indre oplevelse af sig selv. Det kan lyde lidt hanghåret, men faktisk er det i bund og grund ret simpelt. Dermed dog ikke sagt at der ikke kan være udfordringer.
Hvis der er tale om et lille barn, så prøv for eksempel at sætte dig sammen med det. Første udfordring kommer måske allerede i at tage sig tid til det. Det er vigtigt, at du kan være til stede sammen med barnet og ikke har tankerne på vasketøjet, der skal ordnes, eller øjnene på mobilen. Prøv om ikke du kan finde mindst et kvarters tid hver dag. Længere tid ad gangen behøver det faktisk ikke være.

Anden udfordring kommer ved, at du nu skal iagttage det, dit barn gør. Uden at blande dig! Hvis dit barn for eksempel leger med dyr, så læg mærke til hvilke dyr barnet tager. Italesæt hvad der sker. “Nå, du tog den lille hest…. Du lagde lige hesten ovre ved krokodillen…. Nå, nu fandt du koen. Koen er helt sort og hvid… Hov, du kastede lige koen. Uh, det sagde BUM, da den ramte bondegården…”

Som det gerne skulle fremgå, kører det efter devisen læg mærke til – sæt ord på – læg mærke til noget nyt og så fremdeles. Det handler derfor ikke om at komme med idéer eller vurdere barnets gøren og laden. Noget vi voksne ellers kan være ret gode til.
Fidusen ved at italesætte det, der rent faktisk sker, er, at barnet oplever, at man lægger mærke til ham eller hende. Dermed bekræfter man barnets oplevelse af, at det faktisk var det, der skete.
Det er derfor også vigtigt, at man benævner det, man ser, frem for at stille en masse spørgsmål.

Ved større børn kan man sagtens bruge samme fremgangsmåde. Det vil selvfølgelig være nogle andre ting, der interesserer barnet, og man kan måske ikke sætte sig sammen om en aktivitet ligeså længe. I stedet kan man lægge mærke til sit barn ved rigtigt at betragte ham eller hende: “Øj, hvor du smiler… Du ser meget koncentreret ud, som du sidder der… Du har fået helt røde kinder, du løb godt nok også meget i den fodboldkamp…”
Bemærk at der igen er fokus på blot at lægge mærke til. Ingen vurderinger af at smil er ensbetydende med at være glad og ingen bedømmelser af en given præstation.

Måske virker det lidt kunstigt. Jeg lover, at det virker. Ama’r halshug! Og prøv selv at overveje: Hvem ville ikke synes, det var rart at blive lagt mærke til?
Det er lige netop det, der får en betydning for selvværdet. At blive lagt mærke til. At blive set, men ikke set på og bedømt. Det er med til at danne grobund for en indre tro på, at man er noget værd. Fordi man er den, man er.