Hvornår skælder du ud?

Jeg har valgt at formulere titlen, som jeg har, fordi jeg er temmelig sikker på, det er et faktum, at alle skælder ud på et tidspunkt. Det interessante er derfor ikke, om man gør det. Men hvornår, hvor tit og hvordan man skælder ud.

Jeg havde en oplevelse i Bilka forleden. En dreng, jeg vil skyde til at være halvandet år, havde fået øje på en tingest, som han vist syntes, var det mest fantastiske, han nogensinde havde set. Han kiggede på det og pillede lidt ved det, hvorpå hans far mente, det måtte være nok. Det var drengen (naturligvis) ikke enig i og søgte derhen igen. På vejen var han millimeter fra at hapse nogle pølsehorn, som lå i hans øjenhøjde.
Faren irettesatte – med forholdsvis høj og brysk stemme – drengen. Drengen, som jeg umiddelbart vil vurdere til at være en ganske almindelig (og dermed nysgerrig) halvandenårig, fortsatte derpå sin færd. Skiftende imellem den spændende tingest og pølsehornene.

I løbet af højst fem minutter nåede faren nok at sige drengens navn 20 gange. Det vel at mærke i en alt andet end positiv tone. Ikke en eneste gang viste faren sin søn, hvad han gerne ville have ham til. Ikke en eneste gang så faren ud til at overveje, om drengen egentlig kunne have et andet formål med sin mission end at ville irritere sin far.
Efter (højst) fem minutter dukkede moren op med ordene: “Søren-Åge! Kan du ikke finde ud af at opføre dig ordenligt?!”
Det kunne “Søren-Åge” åbenbart ikke. Hvis han kunne det, ville han nok ikke være en ganske almindelig halvandenårig. For børn på halvandet år ér nysgerrige og kan gør tit alt andet end det, deres forældre gerne vil have dem til.

Tilbage til episoden fra Bilka. Aksel ville også gerne se nærmere på den spændende tingest. Da vi stod der, forsøgte den lille dreng for måske 23. gang at komme derhen. Jeg kiggede ham i øjnene og bekræftede ham i, at “Det er godt nok også bare spændende”, hvorefter jeg søgte farens øjne og sendte ham mit bedste “jegveddetkanværehårdtatværeforælder-smil”. Uden nogen som helst synlig respons. Faren irettesatte endnu engang sin søn, som nu søgte sin storebror, som var beskæftiget i et legehjørne. Farens reaktion på dette var lettelse, hvorefter han satte sig på en stol nogle meter derfra.

Jeg kender intet til familien, og hvad der har været baggrund for farens (og morens) reaktioner den dag i Bilka. De kan sagtens have verdens bedste forklaring på det.
Jeg skriver egentlig heller ikke min oplevelse for at skabe forargelse imod dem. Jeg skal indrømme, at det var min første tanke. Men den blev lynhurtigt afløst af tristhed.
Selvfølgelig på drengens vegne. Men måske allermest på farens. Fordi han tilsyneladende havde svært ved at få øje på, hvilken dejlig dreng han har. Fordi han ikke så, hvor nysgerrig og aktiv hans søn var. Og mest af alt fordi hans oplevelse med drengen med garanti blev træls i stedet den gode stund, de kunne have haft sammen.

Jeg kommer også i situationer, hvor jeg reagerer åndssvagt og glemmer at overveje, om mit barn kunne have andre grunde til at reagere, som han gør. Jeg skal på ingen måde spille hellig! Men det er så vigtigt, at man som voksen tager ansvaret for det og formår at komme ud af de uhensigtsmæssige reaktioner igen.
Både for barnets skyld og for sin egen. For det ér da sjovere at være forælder, når man selv opfører sig på en ordentlig måde. Er det ikk’?!


Skriv et svar