Kælenavne: Hvad kalder du dit barn?

Kælenavne
Det er nemt at finde ligheder mellem baby og boss. Men derfor kan man jo godt overveje, hvorfor man gør det – og om boss er det rigtige kælenavn.

Man siger, at et kært barn har mange navne. Det kunne skyldes, at forskellige navne kræver, at man anerkender, at barnet har flere facetter. Når man kan det, er det måske, fordi man kerer sig mere om det. Eller også kunne det være et plaster på såret til dem, som har mange lidet flatterende navne.

I hvert fald bliver moderne børn anno 2017 sjældent omtalt udelukkende med det navn, der står på sundhedskortet. Det kan have flere årsager.
For det første får nogle børn, måske særligt i andre dele af landet end Vestjylland, så mange navne, at det ville kræve ualmindelig god tid og veludført artikulation, hvis alle navne skulle nævnes hver gang.
For det andet lever vi i selviscenesættelsens tid, hvor man gerne skal sætte sit personlige islæt. Et særligt kaldenavn til sit barn kan dermed være med til at understrege det helt særlige forhold, man har til det.
For det tredje – og måske lidt i modstrid med andet punkt – er vi mennesker flokdyr og søger derfor at indordne os flokken ved at finde lighedstræk mellem os. Derfor er der også mange, der “genbruger” kælenavne, som de har hørt andre bruge.

Som udgangspunkt mener jeg ikke, der er noget galt i at kalde nogen noget andet end det, de er døbt eller navngivet. Medmindre det bliver en del af mobning naturligvis. Selv er jeg da også blevet kaldt mange andre navne (nogle mere stuerene end andre), end det mine forældre besluttede, jeg skulle hedde.

Jeg har dog gennem noget tid tænkt over, at nogle kælenavne måske gør mere, end man umiddelbart antager, når man starter med at bruge det. Psykologisk er ord kraftigt medvirkende til at skabe en virkelighed. Når vi har ord for noget, eksisterer det. Når vi benævner noget som noget bestemt, bliver det til det, samtidig med at det kan mindske vores åbenhed over for, om det kunne være andre ting.

Jeg har det derfor noget blandet med visse tilnavne. Jeg støder jævnligt på tekst, hvor et barn bliver refereret til som chefen, bossen eller minibossen. Jeg er sikker på, at det er ment som en humoristisk måde at beskrive barnet på. At hun er omdrejningspunktet for stort set alle beslutninger i familien. At han er en bestemt fyr, som gerne vil have sin vilje. At hun udtrykker sig bestemt. At han kan sno sine medarbejdere (forældre) om sin lillefinger og få dem til at løse alverdens opgaver.

Jeg forstår det godt, tror jeg. Men samtidig kan jeg ikke lade være med at undre mig. For et barn er jo ikke hverken chef, boss eller miniboss i en familie. Han eller hun er et barn med de privilegier og begrænsninger, det indebærer.
På samme måde havde jeg det lidt underligt med, at nogle ønskede “Tillykke med prinsen”, da Aksel blev født. Jeg var glad for tankerne og lykønskningerne. Meget. Men Aksel er ikke en prins. Ikke ud fra den oftest anvendte definition i hvert fald.
Han er en dreng, min søn, en tumling, en fidus (jævnfør mit andet punkt under årsager til at give sine børn kælenavne). Han er mange ting. Men han er ikke en prins.

Jeg tror ikke, et barn får lov til at styre mere i en familie eller bliver behandlet anderledes, fordi han eller hun får et bestemt tilnavn. Og det skal helt sikkert være enhver forældres ret at give deres børn lige præcis de kælenavne, de ønsker. Det, jeg håber med dette indlæg, er, at der måske kan komme en bevidsthed om, at ord og dermed navne faktisk er med til at forme vores umiddelbare opfattelse af noget. Også selvom man måske ikke lige tænker over det i første omgang.


Skriv et svar