Kunsten at lege med sit barn

Lege med sit barn
Det kan være svært at deltage aktivt i udendørs leg med sit barn, når det er p…. koldt. Men belønningen for at gøre det kan være ren magi!
Lad mig sige det med det samme: Jeg er absolut ikke noget ude-menneske!
Derfor forstår jeg virkelig godt dem, som ikke kan se det sjove i at stå på legepladsen og være tæt på at gro istapper bagpå. Eller i hvert fald at føle det sådan.

Det forholder sig dog sådan, at de færreste voksne står på en legeplads alene og af egen fri vilje. Som regel er der et lille menneske, som synes, det er noget nær det mest fantastiske i verden at være udenfor sammen med mor eller far.
Jeg hører jævnligt andre forældre give udtryk for, at de dybest set ikke kan se det sjove i at lege med deres børn. Jeg er sikker på, det er sagt med et vist humoristisk twist, og en god del af det skyldes formentlig føromtalte kulde, når legen foregår udendøre.
Men det gør mig alligevel lidt trist. For barnets skyld. Men faktisk allermest for forældrenes egen skyld.

En søndag for et par uger siden havde vores tre mand store familie begivet sig i anlægget. Det var sådan en dag, hvor næsen på grund af kulde bliver rød og snottet, og der var ikke megen sol at spore. Barnet ville dog gerne besøge ænderne, og et eller andet skulle vi jo få dagen til at gå med, så…
Vi var knap trådt ud af bilen, før tanken, om at vi sikkert kunne have fundet på mange sjove ting indendørs i stedet for, slog mig. Det var derfor med en anelse utålmodighed, at vi efter at have kastet tørt brød for ænderne, gik på legepladsen. Faktisk kan jeg bare ved tanken mærke, hvor kolde mine fødder føltes.

Her vil jeg lige lave en pause. For i mange af livets henseender har man altid (mindst) to valg. I dette tilfælde kunne jeg vælge at have ondt af mig selv, tjekke min mobil og skabe en stemning, som fik Aksel til også at ville hjem.
Hvad ville jeg opnå ved det valg? Jeg ville komme hjem, hjem i varmen. Til gengæld ville det give et barn, som hverken oplevelses- eller følelsesmæssigt var blevet givet noget positivt. For mit barns vedkommende ville det betyde, at han på anden vis ville søge det, når vi kom hjem. Og det ville med stor sandsynlighed blive på en klyngende, hængen om benet, krævende måde.

Den dag valgte jeg alternativet. Jeg deltog aktivt i legen og foreslog, at vi skulle lege gemmeleg. Jeg legede med iver og engagement. Jeg lavede fagter og betonede på meget pædagogisk vis, at det var svært at finde far. “GAD VIDE, hvor far er henne… Nå, du kiggede lige under STENEN (der er på størrelse med valnød)! Hold da op, du løøøøber godt nok STÆRKT!”
Og pludselig skete der noget nærmest magisk. Mine begyndende forfrysninger var væk, men var blevet erstattet af varme. Varme over at se Aksel være så begejstret over at lege med mor og far. Varme over at se samhørigheden mellem de to mennesker, jeg elsker højst, når de fandt hinanden. Varme af stolthed over at mit ellers ret forsigtige barn selv foreslog, at han skulle tælle alene.

Som børnepsykolog ved jeg, at oplevelser som disse er med til at udvikle børns evne til nærvær, opmærksomhed og følelsesmæssig regulering.
Som mor skal jeg huske mig selv på, at det ikke kun er, når jeg føler for det, jeg skal gøre det.


2 kommentarer

  • Hanne

    14. marts 2017

    Hej. Jeg faldt over din blog via voresbørn.dk. Spændende læsning 🙂
    Og Ih, hvor kan jeg genkende det du skriver her. Jeg har en datter, der lige er blevet tre – Hun vil så gerne ud og kaste sten i vandet, fodre ænder eller kælke eller skovle sne, eller rode i jorden med en pind – og sådan en lørdag formiddag, hvor det er koldt uden for, og man mere har lyst til at ligge på sofaen, kan det være svært at lette røven. Men når vi så gør det, så giver det så meget glæde og overskud – og det er nemlig fantastisk at opleve hendes glæde over at lege med far og mor – så bliver vi også glade 🙂

    Svar
    • Anna Sofie Slot

      14. marts 2017

      Hej Hanne. Jeg er helt enig!
      Tak for at du tog dig tid til at kommentere.

      Svar

Skriv et svar