Må dit barn få sukker?

Sukker
Der kan være mange holdninger til, om børn må få sukker. Og til deres forældres holdning dertil ikke mindst.

Jeg har erfaret noget. Sukker kan virkelig delene vandene. Enten bliver forældre, der lader deres børn få sukker forklædt som hvidt brød, slik eller kage nærmest puttet i en offentlig gabestok. Eller også bliver forældre anset for at være hysteriske, fordi deres børn ikke må få sukker.

Jeg hylder nuancer, og jeg tror på, at det faktisk er muligt at finde den berømte gyldne middelvej. Men jeg kan faktisk godt blive lidt ærgerlig på udskældte forældres vegne.
Som jeg oplever det, er der i denne del af landet flest holdninger til de “hysteriske” forældre. Dem der kan flegne over en tebolle med tandsmør. Dem der serverer fredagsslik bestående af frugt og økologiske solsikkekerner. Dem hvis børn ikke aner, hvad rød cola og BSS er.

Mit spørgsmål er blot: Hvor mange af disse forældre findes der egentlig? Jeg tror nemlig ikke på, at det er mange. Jeg tror, at hovedparten søger et sukkerniveau et eller andet sted på den der famøse gyldne middelvej. Men fordi det er blevet blæst op over alle proportioner, er mange hurtige til at dømme forældre til at være hysteriske, hvis de har en (kritisk) holdning til hvor meget sukker, deres barn skal fylde sig med. Og det, synes jeg som nævnt, er ret ærgerligt.

Jeg mener personligt, at mit barn skal lære at få et passende forbrug af sukker ligeså vel som alle mulige andre ting. Det indebærer, at han får både is, slik og kage (og pålægschokolade og kakaomælk og alverdens andre ting), når vi synes, lejligheden er til det.
Jeg tror ikke, at der er nogen, der synes, jeg er hysterisk (måske tværtimod). Jeg har da også stolt været vidne til, at mit afkom til en fødselsdag har fortæret tre halve boller med smør, to stykker brunkage og et stykke kagemand. Selvfølgelig, det var jo ‘en særlig lejlighed’.

Problemet er, at man faktisk ret tit kan kalde noget en særlig lejlighed. De er måske 25 børn på hans stue i børnehaven. Det giver 25 fødselsdage om året, hvor der (muligvis) bliver serveret noget med sukker. Derudover er vi tre mennesker i vores husstand. Det giver måske fire fejringer. Så er der en 10-12 fødselsdage i den nærmeste familie årligt. Diverse højtider som typisk varer flere dage, ferier, særlige gæstebesøg, weekender og de der dage, hvor mor er træt, og huset sejler… Det giver rigtig mange dage med særlige lejligheder.

Jeg tror ikke, vi kommer til at ændre det store omkring Aksels sukkerindtag, som det er lige nu. Men i forhold til Fødevarestyrelsens anbefalinger, er jeg ret sikker på, vi burde.
Jeg synes ikke, det rigtige skridt er at lave regler og “politikker” om sukker. Men jeg håber, at vi kan hjælpes ad med at forstå nogle af de bevæggrunde, nogle forældre kunne have. At de måske ikke er hysteriske, fordi de bare vil være på tværs, men måske blot ønsker at gøre det, de mener, der er bedst for deres barn.