Ka’ du gætte, hvem jeg er? Om maskering og oplysning

Maskering
Vi er ikke helt maskerede, men det kunne vi sikkert ligeså godt have været. Og det synes jeg som udgangspunkt, der er ok. Også uden for vores egen matrikel!

Denne uge blev ugen, hvor der i medierne blev talt en del om et muligt forbud mod maskering. Det lader til, at det ender med lovgivning.

Det ved jeg ikke helt, om jeg forstår.
Jeg forstår – og er enig i – at kvindeundertrykkelse er noget skidt. At al undertrykkelse er noget skidt. Jeg forstår – og er enig i – at det kan være et problem, hvis bøller færdes i det offentlige rum og laver ballade uden chance for at blive identificeret.
Som børnepsykolog ved jeg også, hvor meget øjenkontakt, mimik, kropssprog og samspil betyder for et barns udvikling. Det gør det, fordi det er en ganske essentiel del af menneskelig kommunikation.
Uanset om kommunikationen sker mellem en voksen og et barn eller mellem to voksne, vil det derfor være uhyre vanskeligt at skabe grobund for god kommunikation, hvis den ene part kun viser 30 kvadratcentimeter af sig selv.
Der er derfor flere forhold, der kan begrunde at lave en lov, der forbyder maskering i det offentlige rum.

Men. Men men men. Jeg kan ikke finde et bærende argument for at skulle lovgive om det.
Hvis vi i Danmark forsøger at modarbejde (kvinde)undertrykkelse ved at gennemtvinge lovgivning – hvilken effekt regner man så med, det vil få? Jeg kan naturligvis ikke vide det, men jeg spår, at det ikke vil få nogen afgørende betydning for de kvinder, det måske egentlig burde handle om. Jeg tror ikke på, man kan ophæve mange, mange års måder at leve på ved groft sagt at løfte pegefingeren og sige “Nænænænænæ det må du ikke”.

Men hvad skal man så gøre? Jeg tror, at oplysning er vejen frem. Det kommer til at tage tid og mange generationer. Men hvis vi skaber muligheder for uddannelse og dermed oplysning, vil det utvivlsomt give udslag på et tidspunkt. Piger og drenge vil lære at undre sig. De vil lære at reflektere og stille spørgsmål. Og ad den vej bliver det muligt at arbejde sig ud af undertrykkelsen. Ikke ved at pakke noget ind som et lovforslag imod maskering.

Hvis det generelt er et stort problem i det offentlige rum, at der kan være utryghed forbundet med personer med maskering, kunne man måske forestille sig, at man kunne komme om ved det uden at behøve at lovgive.
Nogle diskoteker har en bestemt dresscode som adgangskrav. Det tyder dermed på, at man der kan undgå problemer forbundet med maskering uden at have en bestemt lov og paragraf at henvise til. Kunne man forestille sig, at andre arenaer kunne bruge noget tilsvarende?
Det er selvklart svært at gøre i gadebilledet. Jeg kunne dog godt tænke mig at vide omfanget af problemet. Jeg mener: Hvor ofte ser man egentlig en person på gaden iført maskering? Og hvis det ved lov bliver forbudt, hvad skal der så gøres ved det? Politiet har formentlig andet at lave end at rende rundt og uddele bøder for at færdes i det offentlige rum iført maskering.

Jo flere love, vi har, jo sværere bliver de at efterleve og håndhæve. Så jeg synes virkelig, det er en overvejelse værd, om vi behøver mere, og særligt denne, lovgivning. Både med hensyn til etiske, juridiske og menneskelige aspekter.


Skriv et svar