Kære mødre til “flaskebørn”: Tro på jer selv!

Flaskebørn
Hvis man selv ved, man har taget den rigtige beslutning – hvorfor betyder andres mening så noget?

Dette indlæg har været undervejs et stykke tid. Jeg har bare ikke helt kunnet sætte ord på det. Men efter jeg læste en anden mors beskrivelse af, hvorfor hun mener, at amning er bedre end flaske, besluttede jeg mig for at prøve.

Amning er nemlig et af de mest ømtålelige emne hos mødre. Jeg kan tage fejl, men jeg oplever en tendens til, at mødre til ‘flaskebørn’ mener, de er nødt til at forsvare deres valg. Hvilket debatten efter det nævnte indlæg også har afspejlet.

Jeg har stået i en helt anden situation, men vil mene at jeg godt forstår den oplevelse af at være utilstrækkelig, man som (nybagt) mor kan have, hvis amningen driller.
Jeg er dog ikke helt sikker på, jeg forstår behovet for at skulle forsvare sig. Jeg mener: Hvis man mener, man har truffet det rette valg ud fra de omstændigheder og betingelser, man har haft – hvorfor så behovet for at forsvare sig?

Det er måske en dårlig sammenligning, men here goes… Nogen kunne hævde, at alle kan lære at løbe et marathon. Vi kan vist godt blive enige om, at vi ikke har de samme forudsætninger for at kunne det. Nogle træner sig nemt op til det, andre må kæmpe hårdt for at opnå det, mens atter andre må opgive.
Jeg er dog ikke stødt på så heftige og følelsesladede debatter imellem marathonløbere og ikke-marathonløbere, som der udspiller sig imellem nogle ammende og ikke-ammende.

Jeg er bevidst om, at der ved amning er helt andre følelser på spil, særligt fordi det at give sit barn mad er noget helt basalt.
Men kære medmødre: Hvis I tror på jer selv og jeres beslutning – så betyder alt andet intet!
Marathonløbere kunne sige alverdens ting til mig (og sikkert mange andre) om mine manglende løbeevner, udholdenhed og sundhed. Det ville ikke røre mig en pind! Fordi jeg ved, at det er den rigtige beslutning for mig ikke at (prøve på at) gøre dem kunsten efter.
Som sagt er jeg med på, at de to ting ikke helt kan sammenlignes. Troen på sig selv og egen beslutning går dog igen begge steder.

Jeg er, efter eget udsagn, god til mange ting 😉. En af dem har været at amme min søn. Det er dog ingenlunde kommet af sig selv. Blandt andet tilbragte jeg så mange timer med at amme i sofaen, at jeg næsten groede fast. Jeg tog samtlige ‘nattevagter’ det første år. Min frihed uden baby var indskrænket til meget kort tid i, hvad der føles som en evighed.

Derfor vil jeg dælme også have lov til at være stolt over, at jeg ammede i over 11 måneder! På samme måde håber jeg, at mødre til flaskebørn vil være stolte af deres beslutning. Og tro så meget på den at andres meninger bliver ligegyldige.
Man bliver ikke en dårligere mor af ikke at amme, og man bliver ikke et dårligere menneske af ikke at kunne løbe et marathon. Punktum.


Skriv et svar