Mad og psykologi: Når børn ikke spiser (nok)

Mad og psykologi
Jeg husker tydeligt, hvor påvirket jeg var af, at Aksel tabte sig, indtil amningen var veletableret.
Billedet er hentet fra pixabay.com.

Som jeg skrev her, er der få ting, der indbyder til at sætte gang i ligeså mange psykologiske mekanismer og reaktioner, som spisning gør.
Når et barn fødes, er det helt afgørende, at det har omsorgspersoner, som kan give det mad. Mad, der er helt essentiel for barnets overlevelse. Det er logik for burhøns!

Der er ikke børn i Danmark, som dør af sult. Alligevel er det en af de første bekymringer, man som nybagt forælder stifter bekendtskab med. Får mit barn nok at spise?
For mit vedkommende startede det, da Aksel var ganske ny. Ved kontrolvejningen, inden vi forlod barselsgangen, havde han tabt sig mere end de forventede 10 %. Jeg var ikke bekymret for, at mit barn ville dø af sult, men oven i hormoner, søvnmangel, ømt skræv og hele forvirringen over pludselig at have ansvaret for en menneskelig kødklump var det en ekstra belastning. Meget!

Da der efter fire døgn kom gang i fodercentralen aka. undertegnedes temmelig forstørrede babser, så Aksel sig ikke tilbage. Efter en uge havde han genvundet sin fødselsvægt på knap fire kilo. Efter to måneder vejede han syv kilo og havde som fem måneder gammel en kampvægt på den gode side af ti kilo.

Som det måske blev afspejlet i mit indlæg om, hvad vi gør i forhold til spisning hjemme hos os, har jeg derfor, på lige præcis det punkt, haft stor moderlig selvsikkerhed. Jeg har turdet stole på, at Aksel spiste, hvis han var sulten – og at det, fordi han var den store bassedreng, han var, ikke gjorde noget, hvis han i perioder ikke spiste ret meget.
Uden tvivl har vi også været gode til at skabe tydelige rammer omkring spisningen, men selvsikkerheden har absolut været en medvirkende faktor. Den har nemlig været med til at forstærke de gode ting, vi gjorde.

Når jeg husker tilbage på, hvordan jeg selv havde det, det ene sølle døgn hvor Aksel havde tabt sig (for meget), har jeg stor forståelse for, hvor svært det må være igennem længere tid at have en baby, der ikke tager (nok) på. Eller at have et større barn der ikke vil spise for den sags skyld.

Ud over bekymringen over om barnet vokser og udvikler sig, kan der være en frygt for ikke at leve op til omverdenens forventninger. Jeg har hørt flere opfatte sundhedsplejerskebesøg og kontrolvejninger som en stressfaktor. Selvom det er ment som en hjælp og service, kan det desværre komme til at virke som det modsatte. Nemlig en bekræftelse på at barnet ikke tager nok på og dermed som en devaluering af ens evne som forælder.
Det sidste er jeg sikker på, vi alle godt ved, der ikke passer. Men følelse og fornuft går desværre ikke altid hånd i hånd…

Det er derfor nemt at sige, at man bør forholde sig afslappet til, om ens barn spiser eller ej. Eller fastholde at der ikke bliver lavet særskilt mad. Også selvom ens fornuft fortæller, at det er det rigtige.

Et barn kan nægte at spise af årsager, der intet har at gøre med dets forældre. Men når børn ikke spiser, vil det på et tidspunkt påvirke forholdet mellem barn og forældre, fordi det gør noget ved selv den bedste og mest rolige forælder at have et barn, der ikke spiser. Og når man som forælder bliver påvirket, bliver det endnu sværere at gøre det, man ved, der kunne hjælpe. Sådan kan ting forstærke hinanden negativt.

Hvis du oplever problemer med dit barn og spisning, behøver det dermed ikke være, fordi du gør noget forkert. Faktisk er jeg overbevist om, at du gør det bedste, du overhovedet kan!
Du kan tænke over, om der er noget i jeres historik, der kan påvirke, hvordan du håndterer spisesituationer på. Nogle gange kan bare det at være bevidst om det gøre en forskel. Du kan også overveje, om du har brug for, eventuelt sammen med en professionel, at få sat ord på de oplevelser, du har haft. Det vil sandsynligvis ikke kræve lang tid – men det kan gøre en stor forskel.