Når man ikke ved, hvad noget skal føre til

Fremtid
Ja, det er vældig uoriginalt at lade en vej symbolisere fremtidens endnu ukendte muligheder. Men det ér da et pænt billede!

Jeg havde kun været på arbejdsmarkedet som psykolog i få måneder, før jeg første gang blev spurgt, hvad jeg egentlig havde af ambitioner for min arbejdsmæssige fremtid.
Jeg kan huske, at jeg undrede mig over spørgsmålet. Jeg havde stort set skiftet tilværelsen som specialeskrivende ud med mit drømmejob, så jeg tænkte egentlig ikke ret meget længere end til næste lønningsdag. (Oh hvilken fryd at få løn i stedet for SU i øvrigt…) Ham, der stillede spørgsmålet, undrede sig derimod over, at jeg ikke havde en målrettet plan for mine ønsker og forventninger til min fremtidige karriere.

Fem år senere, som mere erfaren psykolog, blev jeg igen stillet spørgsmålet. Ikke af den samme person og med en lidt anden ordlyd. Budskabet var dog det samme: Hvilke planer har du på sigt? Underforstået: Du kan da ikke lave det her resten af dit arbejdsliv.

Det sidste er ganske vist min tolkning, og den kan være forkert. Men jeg vover alligevel at påstå, at jeg ikke er helt på afveje. Det er, som om nogle på et eller andet tidspunkt er blevet enige om, at det ikke er tilstrækkeligt at være tilfreds med det, man har. Vi skal hele tiden stræbe efter noget andet, noget mere, noget bedre. En større bil, et bedre job, mere motion.
Det er tilsyneladende en smart evne, at vi har svært ved at stille os tilfredse. Det har i hvert fald været medvirkende til, at vi igennem mange generationer har fortsat med at udvikle os. Tænk bare hvis der ikke havde været nogen, der havde gidet opfinde den dybe tallerken. Eller automobilen. Eller hvis alle havde affundet sig med brevduer som kommunikationsmidler…

Men hvad så når man ikke ved, hvad man gerne vil engang i fremtiden? Eller når man er i gang med noget, som måske har udsigt til at blive til noget andet, men man endnu ikke ved hvad.
Jeg er blevet stillet det omtalte spørgsmål en del gange og har nok altid svaret lidt vagt. Det har haft (mindst) to årsager. For det første fordi jeg ikke har tænkt så langsigtet, men primært fokuseret på hverdagens trummerum. For det andet fordi jeg faktisk ikke ønsker at italesætte bestemte ønsker på en alt for konkret måde. Jeg tror nemlig, at der kan være risiko for at misse alternative muligheder, der pludselig kunne dukke op ud af det blå, hvis man har et bestemt pejlemærke, man sigter efter og satser på.

Jeg vil derfor øve mig i – med ro i maven – at svare: “Jeg er glad for rigtig mange af de ting, jeg laver lige nu. Hvad der kommer til at ske i fremtiden, ved jeg ikke”.
For eksempel har jeg, hvad der nok bedst kan betegnes som et hobbyprojekt, i forhold til at afprøve mig selv som privatpraktiserende psykolog. Jeg har valgt samtidig at lave en blog, fordi jeg synes, det er sjovt. Men jeg ved ikke, hvilken slags blog det her er, eller hvad den skal blive til. På samme måde har jeg ingen klar idé eller plan for min private psykologpraksis.
Uambitiøst og dermed dømt til at mislykkes vil nogle sikkert mene. Det kan være. Det kan også være, det bliver en succes. Jeg ved det på nuværende tidspunkt af gode grunde ikke. Og det er faktisk også helt ok.