Når nationalitet åbenbart kan gradbøjes

Flæskesteg = nationalitet ?
Mange forbinder en go’ gammeldaws flæskesteg med noget særligt dansk. Betyder det, at man skal spise det for at være dansk? Eller hvornår er man i det hele taget dansk?

Jeg skal spare verden for at gøre PSYKOBLOGGEN til en side for politisk propaganda. Jeg har venner, som stemmer ganske anderledes til folketingsvalg, end jeg selv gør – og det har jeg det fint med. Naivt tror jeg nemlig på, at det er til gavn for det store hele, at vi mener noget forskelligt.
På samme måde mener jeg i bund og grund, at det giver vores samfund mere bredde og mangfoldighed, at så mange politiske holdninger er repræsenteret på Christiansborg.

Men. I denne uge har mit nyhedsfeed været fyldt med noget, jeg simpelthen ikke forstår. Folketinget har, tilsyneladende for at forebygge ghettoer, behandlet et omdiskuteret lovforslag.
Jeg er enig i, at der er behov for indsatser i særligt belastede områder. Eksempelvis i forhold til nedbringelse af kriminalitet, at unge får en uddannelse, og at så mange som muligt kommer i job. Men at det skulle kunne ske gennem en begrænsning på, hvor mange som må kalde sig danske – dét overgår ganske enkelt min forstand!

Der er sidenhen nogle, der har taget til genmæle og erkendt, at formuleringen af lovforslaget måske ikke var helt hensigtsmæssig.
Til det vil jeg sige, at med alle de højtuddannede mennesker, der render rundt på Christiansborg hver eneste dag, har jeg en forventning om, at man overvejer hvert et ord i samtlige lovforslag, inden de kommer til afstemning. For mig virker det derfor mystisk, at de negative reaktioner kommer som en overraskelse.

Som kommentar til lovforslaget forstår jeg ikke, hvordan og hvorfor et flertal i Folketinget mener, de har ret til at vælge, hvem der kan være danske – udelukkende ud fra nationaliteten på folks forfædre. Er det vitterligt det, der afgør, om man er dansk?
Det er naturligvis en simpel måde at afgøre det på, da man hurtigt kan tjekke stamtræet. Men er vi helt ærligt stadig der, hvor vi er nødt til at have forsimplede måder at vurdere noget så abstrakt som nationalitet på?

At være dansk kan – efter min mening – ikke bedømmes på nogen nem eller simpel måde. Og hvem har i det hele taget ret til at bestemme, hvad det vil sige at være dansk?
Det er ingen hemmelighed, at verden er under stadig hurtigere forandring. Det ville være underligt, hvis det ikke også blev afspejlet i måden at være ‘dansker’ på. Den prototypiske dansker (hvis sådan en overhovedet findes) har altså ændret sig fra, hvad han eller hun var engang. Tænk bare på hvordan du selv er; hvordan dine forældre var, da de var på din alder; og hvordan dine bedsteforældre var, da de var på din alder.

Jeg er dansker! Jeg har et anderledes udseende end de fleste, men jeg er dansker. Jeg elsker at bo i Danmark, og jeg kan ikke forestille mig nogensinde at skulle bo i et andet land. Men jeg har langt fra danske forfædre. Alligevel vil jeg påstå, at vores lille familie lever akkurat ligeså dansk som alle mulige andre familier i vores nabolag.
“Det er ikke dig, lovforslaget er møntet på” – vil nogle nok hævde. Det kan godt være. Men ligesom jeg påråber mig retten til at kalde mig dansk, mener jeg, at andre skal have samme mulighed. Uanset hvor ens forældre, bedsteforældre, oldeforældre og øvrige forfædre kommer fra.

I øvrigt skrev jeg for nylig lidt om, at vi måske både har flere ligheder og flere forskelligheder, end vi umiddelbart går og tror. Det er da vist mere vigtigt at huske på lige nu end nogensinde.


Skriv et svar