Når det er svært at finde ro

Finde ro
Min fredag aften!

Lykkepres er en tilstand, hvor man gerne vil flere ting på samme tid. Flere ting, man gerne vil vel at mærke. Derfor kan man mærke et pres. For at vælge rigtigt når nu der er flere om kampen.
Jeg ved ikke, om nogen egentlig har lavet en definition på ordet, men for mig giver det mening.

Vi (i hvert fald undertegnede) vil gerne meget og gerne så meget som muligt. Det kan være, når den dårlige samvittighed nager, fordi man arbejder længe og dermed samtidig synes, man burde være hjemme sammen med sine børn. Når man tager tidligt fri for at være sammen med nævnte børn og har dårlig samvittighed over, at deadlinen på arbejde måtte udskydes til dagen efter. Når man smider sig på sofaen, men også gerne ville have gjort rent. Eksemplerne er vist uendelige.

Faktisk synes jeg ikke, jeg selv oplever omtalte dårlige samvittighed så meget i hverdagen. Til gengæld kommer ‘lykkepresset’, når jeg har tid alene. Jeg elsker at være alene. Især fordi det ikke sker så tit længere. I hvert fald ikke ret længe ad gangen.
Men når det så sker, kan jeg mærke presset for at nå alt det, jeg gerne vil. Det pres, der gør det svært at finde ro og i stedet kan ende med en rastløshed. Det er egentlig lidt dumt, fordi det nok mest er roen, jeg savner ved at være alene.

Jeg vil gerne ose i byen. Jeg vil gerne læse en god bog eller et blad. Jeg vil gerne stene serier eller en film. Jeg vil gerne fylde fryseren med bagværk. Jeg vil gerne se en veninde (ok, så er jeg ikke alene, men det er stadig noget, jeg selv har valgt). Jeg vil faktisk også gerne gøre rent, da det er betydeligt nemmere uden en treårig rendende efter sig. Jeg vil også gerne have ryddet op og sat ting til salg. Jeg vil egentlig også gerne netshoppe og spille Candy Crush. Jeg vil gerne mange ting.

Det er lidt åndssvagt, men jeg kan have svært ved at vælge. Det kan gøre mig rastløs, fordi jeg så synes, jeg burde gøre noget af alt det andet også. Og med rastløshed er det ret svært at finde ro, som jeg bestemt også gerne vil.
Så nu gør jeg det! Jeg bliver i min sofa resten af denne fredag aften. Og ser Norskov. Og spiser sushi, slik og “gule chips”. Og drikker cola. Altid cola. 😉


Skriv et svar