En treårigs største ønske – og en AHA-oplevelse til moderen

Ønsker
Hvad mon man ønsker sig allermest, når man er tre år?
Fotocredit: Anita Toft Fotografi.

Jeg har haft en AHA-oplevelse af de store. Ikke fordi jeg har fået ny, banebrydende viden. Men snarere fordi jeg er blevet bekræftet i noget, jeg egentlig godt vidste. Det kan nu være meget rart engang imellem, at man bliver bekræftet i, at man ikke var helt galt afmarcheret i første omgang. I hvert fald for mig.
Samtidig er jeg ikke kun blevet bekræftet i min eksisterende viden, men jeg er også blevet ramt i mine følelser. Det kommer jeg alt sammen tilbage til.

Først vil jeg genfortælle en samtale fra vores hjem. Jørgen og Aksel snakkede om, at de skulle holde en fridag, kun de to.
Jørgen: “Så kan vi tage i LEGOLAND eller i Haunstrup.”
Aksel: “Nej, det vil jeg ikk’.”
[Indskydelse: Ofte brugt sætning, når man er tre år. I dette tilfælde fik han dog lov at komme med sit besyv.]
Jørgen: “Nå, men så må vi jo finde på noget andet. Hvad ku’ du så godt tænke dig?”
Kort pause med en tænksom Aksel.
Aksel (med glade, strålende øjne): “NU VED JEG DET!!!!”
Jørgen: “Okay, hvad er det?”
Aksel: “VI KA’ LEGE!”

Den lader vi lige stå et øjeblik.

Måske er episoden særligt særlig for mig, fordi jeg som Aksels mor ligefrem kan mærke, hvor glad og begejstret han har været i situationen. Jeg synes dog samtidig, det er et eksempel, der beskriver noget lidt abstrakt på en ganske konkret måde.
Jeg er selvfølgelig glad for, at Aksel er glad. Jeg er også glad for, at Aksel glæder sig over udsigten til at lege med sin far. Men derudover viser eksemplet med al tydelighed, hvor meget rolige dage faktisk betyder, når man er tre år.

Det har jeg vidst længe. Men som jeg skrev i indledningen, er en ting at vide noget. Noget andet er at mærke det. Og det er lige præcis, hvad der sker med et eksempel som det her. Jeg kan føle, hvor glad det gør mig, at Aksel er glad. Jeg kan mærke, hvor meget det betyder for mig at give Aksel det, han har brug for. Også selvom det vil indebære, at jeg selv kommer til at røvkede mig. Der skal ikke ret meget til at begejstre en treårig – og såmænd heller ikke alverden til at opfylde hans største ønske. Det vil jeg huske at huske på!


Skriv et svar