Den omvendte Spørge Jørgen

Forvirret over spørgsmål - Spørge Jørgen
Forestil dig at din dag starter med, at nogen omsorgsfuldt siger “Godmorgen”, som efterfølges af et energisk “Har du lyst til at vågne?” Du svarer nej og mærker irritationen, da du mødes af et “Nå, men det er du nødt til”.
Du står modvilligt op og kommer i tøjet. Morgenmaden indtages med jævnlige spørgende kommentarer: “Smager det godt? Vil du have mere? Er du færdig? Hvad skal du lave på arbejde i dag? Hvem skal du snakke med i dag?” Du rejser dig fra bordet og bliver med det samme spurgt: “Skal du lige have børstet tænder?”

Måske har du fattet pointen. Men lad os for eksemplets skyld lige tage tankeeksperimentet lidt videre.
Du møder på arbejde og siger godmorgen til en kollega. Din kollega gentager dit godmorgen og følger efter med: “Ih, er du kommet?” Du sætter dig på din kontorplads. En anden kollega går forbi og får sagt: “Nå, sidder du her?”. Senere på dagen skal du på toilet. På vej derhen møder du en tredje kollega. “Går du her? Skal du på toilet?”
Kort før arbejdsdagens afslutning kommer din chef forbi og spørger, om du vil lave det kedelige oplæg færdigt til i morgen. Du svarer nej, for egentlig har du slet ikke lyst til at lave det. “Men det skal du”, svarer chefen.

Helt ærligt, hvor mange af os ville trives med at blive spurgt om ALT? Ingen, vil være min påstand.
Derfor kan det undre mig, at vi voksne stiller børn så mange spørgsmål. For det gør vi faktisk. Spørgsmål, som de på ingen måde kan forventes at have svar på, eller spørgsmål, der har svar, som de slet ingen indflydelse har på.
Det sker til spædbarnet (“Ligger du lige der? Skal du have en ren ble? Er du træt, lille pussenussegøj?”. Det sker til tumlingen (“Vil du have strømper på? Vil du med nu? Hvad har du lavet i vuggestuen?”). Og det sker til det større barn (“Vil du med hjem? Hvad skal vi lege? Hvornår kommer du?”).

Når man får et spørgsmål, sker det noget andet i ens hjerne, end hvis man får præsenteret informationen som fakta. Selvfølgelig ved et spædbarn ikke, at der er tale om et spørgsmål, men lur mig om ikke der er så meget forskel på tonefaldet, at selv et så lille barn godt fornemmer ‘uordenen’.
Når man stilles et spørgsmål, forsøger man at finde et svar. Selvom spørgsmålene er retoriske og derfor lette at svare på, vil man derfor bruge mere tankemæssig energi på det sammenlignet med den samme information, der blot blev nævnt. Som voksen vil man typisk højst blive irriteret over at blive præsenteret for gentagne retoriske spørgsmål. Men hos børn kan det godt skabe forvirring. Desuden vil brugen af den ekstra tankemæssige energi et sted gøre, at det jo ikke kan bruges et andet sted, hvor der måske var et større behov.

De fleste kan sikkert også genkende at have spurgt et barn om noget, hvor barnet svarer noget andet, end man havde regnet med. “Vil du med hjem?” er en klassiker og faktisk noget, der potentielt kan skabe en helt, helt unødvendig konflikt.
Men hvorfor stiller vi så alle de spørgsmål? Mit bud er, at det ligger i vores kulturelle måde at tale sammen på. Vi har mange indforståetheder og bryder os måske i bund og grund ikke om at ‘forlange’ noget af andre. I hvert fald ikke for åbenlyst.
Det ser dog ud til at kollidere med det, der oftest er bedst for børn. Mit råd vil derfor være at prøve at blive bevidst om, hvornår – og hvor tit – du bruger spørgsmål, hvor du egentlig ligeså godt kunne have ladet være. Måske bliver du overrasket.