Opgør med supermennesker

I starten af min psykologkarriere var jeg af den overbevisning, at jeg som psykolog skulle sørge for at holde min egen person adskilt fra mit arbejde. I stort set alle henseender og i størst mulig omfang. Sådan har jeg det ikke mere. I hvert fald ikke lige nu.
Det har netop været diskuteret blandt psykologkolleger, at der kan være en tendens til, at andre ophøjer psykologer til en slags supermennesker, man for eksempel ikke kan forestille sig, har problemer. “For du er jo psykolog!”
Desuden bugner internettet af det, jeg vil kalde glansbilleder: Glimt af folks liv som næsten altid har en positiv, smagfuld og rengjort vinkel.

Jeg vil gerne gøre op med forestillingen om både “supermennesker” og glansbilleder. I hvert fald på den måde at der kommer en større bevidsthed om, at vi alle sammen indeholder rigtig mange facetter.
For eksempel synes jeg, at jeg overordnet er en god mor, og i min måde at være forælder på bruger jeg naturligvis den viden, jeg har, fra både psykologien og pædagogikken. Men. Det sker altså indimellem, at jeg kommer til at råbe af mit barn. Det indrømmer jeg blankt, selvom det absolut ikke er noget, jeg er stolt af. Men det sker. Selvom jeg er psykolog.
På samme måde er jeg faktisk temmelig sikker på, at hende med det mega lækre hjem har prøvet at spilde spaghetti med kødsovs. Måske endda på den lysegrå designersofa. Eller at den smækre modeblogger har prøvet at bløde igennem. Hvem ved, måske var det i det svinedyre lingeri. Eller at kæresteparret, der ser så lykkelige ud, også kan skændes og må forholde sig til ganske almindelige hverdagsting, som hvem der køber ind, eller om brættet skal være oppe eller nede.

Mit håb er, at jeg ved at skrive min blog ud fra alle de ting, jeg er, og med både ærlighed, personlighed og upolerede hverdagsglimt kan komme ‘opgøret’ et skridt nærmere. Jeg mener: Når jeg indeholder og erfarer alle disse almindelige, usexede, menneskelige fænomener, er det nok i grunden ret almengyldigt. For jeg ér jo altså psykolog. 😉


3 kommentarer

  • Charlotte Skov Eskildsen

    10. februar 2017

    Jeg er kæmpe fan af opgøret med at vi skal være glansbilledeagtige oversupermennesker!!! Det at turde tale om vores uperfekte kikserer, tror jeg, kan få vores liv ned i et mindre stressende leje! Og så kan vi måske bare grine af livet bommerter, i stedet for at blive pinlige og forsøge at skjule ting, der alligevel er en helt naturlig del af livet og som sker for mange af os!!! Så tak kære Anna Sofie for at skrive som du gør♥️!
    Kærlige tanker Charlotte

    Svar
    • Anna Sofie Slot

      10. februar 2017

      Hej Charlotte. TAK! ❤️ Og tak for at du tog dig tid til at skrive det!

      Svar
  • Pingback: Verdens vigtigste råd til førstegangsforældre! - PSYKOBLOGGEN