Pædagoger – hverdagens helte og heltinder!

Pædagoger
Er der ikke noget om, at pædagoger godt kan lide chokolade? Det håber jeg! Det stillede dog ualmindeligt store krav til min selvdisciplin ikke at komme til at smage…
Det er med vemod og aktive tårekanaler (nok primært moderens), at vi i dag har sagt farvel og (stor) tak til Aksels vuggestue. Jeg har tidligere skrevet om, at vuggestuelivet på alle måder har været en god oplevelse. Det svære er da heller ikke at sige farvel til vuggestuen. Det svære er at sige farvel til de mennesker, som har personificeret vuggestuen.

Der findes fordomme om alle erhverv. Således også om pædagoger. Kaffedrikkende, siddende på sin flade og lilla tøj for eksempel. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg godt forstår, hvorfor nogle af fordommene er opstået. Jeg har i mit arbejdsliv mødt pædagoger, hvis spidskompetence så ud til at være at tale om alt, der ikke havde noget med deres arbejde at gøre. Jeg har også mødt pædagoger, som faktisk ikke virkede til at have ret gode pædagogiske evner.

Det ærgerlige er, at der ikke skal særlig mange af ovenstående typer til for at skabe fordomme. Vi skal derfor huske på, at der findes mange, mange flere, som gør en kæmpe indsats hver eneste dag. Dem, jeg vil betegne som hverdagens virkelige helte og heltinder. Hvad er jagerpiloter og superhelte lige sammenlignet med dem, der tager sig af og er med til at forme vores børn?!
Vuggestuen har været fuld af heltinder. Det er ofte små ting, der betyder noget. Små ting som man nemt glemmer eller ikke tænker over. Men de betyder alting.

Som den måde vi som forældre blev mødt, da Aksel startede i vuggestuen efter et dagplejeforløb med et uheldigt udfald. At lederen på alle måder udstrålede en ro og tro på, at “det skal vi nok få til at lykkes”, som gjorde os trygge.

Som den måde stuepersonalet formåede at lave ‘indkøring’ på. At de overlod det til en person og lod Aksel blive tryg ved hende, før andre skulle tage over.
Som den måde denne særlige person formåede at gøre Aksel tryg ved stuens øvrige voksne. At hun for eksempel tog sig tid til at være i nærheden, da han de første gange skulle skiftes af en anden. På trods af at hun stensikkert har haft mange andre ting at tage sig til.

Som den måde Aksels primære voksne har hjulpet ham med at få en god start på dagen. At de har spottet lige præcis det øjeblik, de skulle træde til og tage over, når mor eller far skulle videre. At de på et splitsekund har aflæst, om der var behov for at tage ham op, eller om det var tilstrækkeligt at guide ham i gang med en aktivitet.

Som den måde personalet har været fantastiske til at forstå Aksels behov. At alt med ham går nemmere, hvis man accepterer og anerkender, at han har et lidt forsigtigt gemyt. At han for eksempel pure nægtede at komme med ud at cykle den første gang, han skulle det. At han i stedet fik lov at blive hjemme, men fik at vide at han så skulle med ud på legepladsen. At det blev sagt på en rolig og omsorgsfuld måde, men samtidig med en tydelighed som bestemt også gør ham godt.

Der er ingen tvivl om, at Aksel er klar til børnehavelivet. Men der er heller ingen tvivl om, at vi alle kommer til at savne de første heltinder, han har stiftet bekendtskab med.
Jeg ved, at han har trivedes i vuggestuen. Fordi han med spil i øjnene gentager frække rim, han har lært af Tina. Fordi han med stor beundring i stemmen konstaterer, at mor ikke kan finde ud af det – men “det kan Johanne”. Fordi han, efter forslag om at vi kan invitere en vuggestuekammerat hjem og lege, insisterer på, at vi i stedet spørger Mette, om hun kan lege.

De tre heltinder, forklædt som pædagoger, har betydet så uendelig meget for ham i næsten to år. Jeg finder ro i, at jeg ved, der findes mange flere. Jeg ved det, fordi jeg møder nogen hver dag i mit arbejdsliv. Nu glæder jeg mig til at møde Aksels næste. ❤️

Pædagoger
Selvom det er forbundet med store tab, så ér Aksel klar til børnehavelivet.


En kommentar

Skriv et svar