Parisertoast og refleksioner

Parisertoast
Parisertoast i form af disse to lækre banditter kan åbenbart være genstand for mange refleksioner!

For et stykke tid siden lagde jeg ovenstående billede på min private instagramprofil med teksten: “En god mor er en mor, der hviler så meget i sig selv, at hun serverer parisertoast til aftensmad! (Ikk’?!)”

Jeg mente – og mener – hvert et ord! Jeg er ret sikker på, at alle kan regne ud, at vi ikke får parisertoast til aftensmad hverken hver eller hver anden dag her i huset.
Lige præcis derfor er mit liv simpelthen for kort til at bruge energi på at bekymre mig eller have dårlig samvittighed over, at det skete den aften. Eller at vi fra tid til anden køber take-away for den sags skyld.
Hvis jeg derimod lavede toast til aftensmad og var lige ved at gå til af skam, var det en anden sag. Fordi jeg bestemt ikke tror, det gør nogen til en bedre forælder at skamme sig over de valg, man træffer. Nej, så hellere så ved sit valg, tage ansvaret for det og eventuelt lave det om næste gang. Det tror jeg egentlig gælder, uanset om der er tale om mindre ernæringsrigtig mad eller at forsøge at opdrage ved at miste besindelsen.

Så fordi det virkede så rigtigt, at menuen den aften stod på føromtalte toasts, havde jeg ikke skænket mit toastbillede en tanke længe. Indtil der dukkede en kommentar op fra en, jeg faktisk vil betegne som en overskudsmor.
Definitionen for denne ‘race’ er bred, men hende her er en kvinde sidst i 30’erne, som ser pæn ud, er gift, har tre børn, arbejder fuldtid og er hammer dygtig til det. Og så laver hun da lige alverdens meningsfyldt frivilligt arbejde oveni.
Denne her seje kvinde skrev til mig, at hun havde brugt billedet som inspiration til at sørge for nem aftensmad og sluttede med at skrive: “Tak for de refleksioner du giver ved at være dig”.

Jeg blev glad. Og stolt! Tænk at nogen kan få noget ud af, at “jeg er mig”!
Jeg kunne dog ikke undgå også at mærke andre tanker trænge sig på. Hvorfor er det tilsyneladende nødvendigt med en “rollemodel” for at lade sig ty til en nem løsning? Hvor kommer forestillingerne af, hvordan vi skal være, og hvad vi skal servere, fra? Og for hvis skyld forsøger vi at leve op til dem?
Nu kan jeg jo naturligvis ikke vide, om det seje kvindfolk havde haft kvaler ved at slække på den vanlige standard for aftensmad. Men lur mig om ikke der sidder en del rundt omkring, som kan genkende det.

Jeg har ikke alle de forkromede svar, men jeg vil hermed opfordre til især at tænke over for hvis skyld, man gør noget. Det kunne være kvaliteten af den tilberedte aftensmad. Det kunne også være niveauet af rengøring, mængden af makeup eller antallet af designertasker i skabet.
Hvis man gør det for sin egen skyld, og man bliver glad og tilpas af det… Ja, så synes jeg da, man skal gøre det. Men hvis man er usikker på svaret, så synes jeg, man skal prøve noget andet. Engang imellem.
Og indtil man er helt klar til selv at tage initiativet, skal jeg gerne være frontfigur!


2 kommentarer

  • venterpaavin

    27. januar 2017

    Jeg har ingen forstand på hverken mødre eller psykologi, men til gengæld har jeg virkelig lyst til toast lige nu (:

    Svar
    • Anna Sofie Slot

      31. januar 2017

      Hahaha, det forstår jeg VIRKELIG godt! 🙂
      (Uhm, toast…)

      Svar

Skriv et svar