Psykolog – det må da være spændende!

Jeg har efterhånden lagt mærke til et mønster. Når jeg bliver spurgt om, hvad jeg arbejder med, svarer jeg som regel, at jeg er psykolog. En ret høj procentdel reagerer med beundring (og måske en smule forskrækkelse) og konstaterer, at “det må være spændende!”

Det er det også. Jeg bliver gang på gang forbløffet over, hvor forskellige mennesker kan være, og hvor forskelligt forskellige mennesker kan reagere. Både de mennesker, jeg møder i mit arbejdsliv, men faktisk i høj grad også mennesker jeg møder i andre sammenhænge.

Der sker nemlig noget med nogle mennesker, når de finder ud af, at de deler lokation med en psykolog. Der er for eksempel dem, der har svært ved at forstå, hvordan man kan være psykolog og ikke være millionær med den hyre, en sådan må hive hjem. (Tsk!) Der er dem, der, særligt når der er promiller i blodet, beder om vurderinger af deres psykiske velbefindende (eller mangel på samme). Og så er der dem, der tilsyneladende betragter et tilfældigt møde med en psykolog som en adgang til gratis psykologbehandling.

Det sidste får mig til at tænke på en temmelig grænseoverskridende oplevelse. Jeg var som meget ung og ny psykolog på et wellnessophold. Det inkluderede (naturligvis) en omfattende forplejning af mit korpus. Kort inde i processen spurgte wellnessdamen om, hvad jeg arbejdede med. Jeg svarede, at jeg var psykolog og lukkede derefter øjnene for ligesom at signalere, at spørgetimen var slut, og jeg nu ville gå i zenmode.

Sådan ville damen det dog ikke. Hun spurgte (efter at have konstateret at det måtte være et spændende arbejde), meget stilfærdigt, om hun lige måtte stille mig et spørgsmål.
Jeg svarede tøvende ja og kunne mærke, at jeg ikke helt mente det. Jeg havde imidlertid heller ikke lyst til at sige nej. Så slemt kunne det vel heller ikke være at få stillet et enkelt spørgsmål?!
Det kunne det så godt… Under indsmøring af mit legeme blev jeg beriget med en fortælling om, hvordan en mand havde bedraget hende. Under æltning af mit legeme blev jeg fortalt, hvor svært det var, at hendes familie mente, at hun måtte se at komme over bedrageren. Og da behandlingen var ved vejs ende blev jeg gudhjælpemig takket for rådgivningen.

Mit korpus var velbehandlet, men mit sind havde i den grad været på arbejde.
Jeg skulle selvfølgelig have vist hende min grænse fra starten. Til gengæld kan jeg mærke, at det trods alt har været en lærerig oplevelse for mig. Både i forhold til at blive skarp på mine egne grænser og i særdeleshed blive opmærksom på at andres grænser kan adskille sig ret markant fra mine.
Jeg har af og til tænkt på, om hun mon ville have flashet sit skræv, hvis jeg havde sagt, jeg var gynækolog…


Skriv et svar