Raserianfald – what to do?

raserianfald
Skrig, skrål og snot ud af næsen beskriver meget godt nogle af udfordringerne ved at have børn med tendens til raserianfald. Så hvad skal man lige gøre ved det?!

Jeg blev for nylig stillet et spørgsmål af en lettere frustreret forælder til en treårig.
“Hvordan får jeg mit barn til at stoppe sine raserianfald?”
Jeg ved ikke helt, om jeg synes, “raserianfald” er et godt ord. Der kunne også være brugt ord som “hysterisk”, “trodsig”, “grænsesøgende” eller “uden for pædagogisk rækkevidde”. Fælles er, at barnet, ofte et mindre barn, kan reagere ved at græde, skrige, råbe og slå eller lignende. Tit synes vi som voksne, at reaktionen er overdreven i forhold til situationen. Det kan være en af grundene til, at det er nemt at blive frustreret over, at barnet reagerer så voldsomt.

For at få de bedste forudsætninger for at hjælpe sit barn igennem “raserianfaldene” er det nødvendigt at forstå, hvorfor de opstår.
Når et barn fødes, er det i stand til mange ting. Det kan udsende signaler og derigennem vise omverdenen, at det er sultent, træt, tilfreds eller utilpas. Men der er også mange ting, det ikke kan.

En baby kan kun i begrænset omfang regulere sig selv. Derfor er dets udvikling i mange år frem afhængigt af, at der er nogen, der hjælper det med at gøre netop det. For eksempel ved at man gengælder babys smil ved selv at smile og måske tilsætte begejstrede lyde. Eller ved at hjælpe det lille barn, der har slået sig ved at puste det sted, det gør ondt.
Et lille barn kan også insistere på, at det ikke er træt, hvis der er noget spændende at holde sig vågen for. Eller det kan efterspørge speciel (og ikke særlig sund) mad. Her hjælper vi det ved at sørge for rimelige sengetider og forsøger at gøre maden varieret, så det ikke udelukkende er trøffelkugler og trefarvet is, der ryger indenbords. De fleste lærer på et tidspunkt en (nogenlunde) passende balance.

På samme måde har et lille barn brug for hjælp til at lære sine følelser at kende – og at regulere dem ikke mindst. Det skal lære at kende forskel på sine følelser og at finde passende reaktioner til dem, alt efter hvad der skal reageres på. Det kan det kun lære ved, at der er en voksen, der hjælper det igennem det.
Et lille barn har ikke den fornuft, vi som voksne har. Så på samme måde som det ikke kan forstå konsekvenserne af at leve udelukkende af trøffelkugler, har det ikke forudsætningerne for at forstå, at det ikke var nødvendigt at få et raserianfald over, at det fik den grønne ske i stedet for den lilla (jep, been there!).

Barnet reagerer på sin umiddelbare frustration – og det er så vi voksnes opgave at hjælpe det med, med tiden, at kunne regulere denne frustration til et passende niveau. I situationen hjælper det ikke at begynde at tale til barnets fornuft. “Det kan ikke betale sig at blive så gal over det. Det kan da være lige meget, om skeen er grøn”, og hvad man ellers kan finde på. Der er ikke adgang til denne form for fornuft. Hvis der var, ville barnet jo ikke reagere så voldsomt over en bagatel.

Men hvad gør man så?

1. Accepter alle slags følelser
Husk at det er okay at blive både ked af det og vred! Der kan godt herske en opfattelse af, at vi altid skal være glade, men det er vigtigt, at børn også lærer de andre følelser at kende. Det kan de kun, hvis de får lov til at udvise dem og bliver anerkendt og forstået.

2. Vær rolig
Når vi bliver utrygge, vrede eller kede af det, har vi brug for, at nogen formår at forblive rolige. Vores reaktioner smitter, så hvis du reagerer på barnets raserianfald med selv at få et, risikerer du, at dit barn reagerer endnu mere i stedet for at falde til ro. At trække vejret helt ned i maven (flere gange), inden man gør noget, er ofte en god ting.

3. Prøv at forstå dit barn
En reaktion kan nogle gange virke irriterende, men når man prøver at forstå, hvad der ligger bag den, kan det give en større forståelse og derved gøre det lettere at bevare roen. Det kan godt være, at du synes, farven på en ske er ligegyldig. Men derfor kan det godt betyde meget i situationen for dit barn. Jeg kan heller ikke altid forstå, at man kan komme i dårligt humør af, at et bestemt fodboldhold taber, men det er der vist nok nogle, der kan… 😉

4. Tilbyd barnet kropskontakt
Hvis dit barn vil tage imod det, så hold det tæt ind til dig og rum dets frustration. Du kan prøve at berolige med vuggende bevægelser og kærtegn. Måske skal du vente lidt med at sige noget, men kan blot sige “shhh” eller lignende.
Det kan også være, at dit barn fysisk afviser dig ved for eksempel at slå eller løbe væk. Her kan du lade barnet være, indtil det er klar til at tage imod din omsorg.
Og husk: Det er dit ansvar som voksen at vende tilbage til barnet. Barnet skal i min optik ikke sendes på værelset med besked om, at det først må komme ud, når det er blevet glad igen. Hvis man gør det, kan det godt være, at et raserianfald stopper, men barnet lærer ikke at regulere sig indefra.

5. Sæt ord på barnets følelser
Selvom du ikke skal komme med lange, rationelle forklaringer, er det vigtigt for dit barn, at du hjælper det med at sætte ord på. “Jeg tror, du blev sur over, at jeg gav dig den grønne ske. Du ville bare sååå gerne have haft den lilla.” Når du sætter ord på, hjælper du barnet med at forstå, hvad der er på spil og på sigt at koble følelse og tilstand.

6. Afled med noget andet
Samtidig med at det er vigtigt, at dit barn får lov til at udvise hele følelsespaletten, kan der være situationer, hvor man nemmest hjælper sit barn ved at aflede det med noget andet. Et skift i opmærksomhed kan nogle gange skabe humørskift øjeblikkeligt. Tilbyd lidt at spise og drikke (naturligvis ikke hvis det var det, der udløste raserianfaldet). Spørg barnet om noget der interesserer det. Få barnet til at kigge på flyvemaskinen eller hvad der nu er i nærheden.

7. Vær tydelig
Raserianfald skal afhjælpes – ikke undgås. Du skal prøve at bevare fatningen og fastholde de beslutninger, du har taget. Hvis du har bestemt, at barnet ikke kan få den lilla ske i dag, så hold fast i det. Anerkend at dit barn gerne ville noget andet – men lav ikke om på din beslutning fordi det får raserianfaldet til at stoppe.
Selvom det midlertidigt giver lindring, gavner det ikke på sigt, da barnet så kan blive i tvivl om, om du egentlig mener det, du siger.

8. Husk at det går over igen
Hvor højt din treårige end skriger, skal det nok stoppe igen. Det kan være meget godt at huske sig selv på engang imellem. Og husk så at tro på at du er en fantastisk forælder for lige præcis dit barn, som gør det så godt, du overhovedet kan. ❤️


Skriv et svar