Så gik der tid med det

Så gik der tid med det
Aksel som tre måneder gammel baby. Et tidspunkt hvor jeg har erfaret, at mange udtrykker et ønske om at kunne stoppe tiden. Det gjorde jeg ikke…

Det er nok ikke gået nogens næse forbi, at jeg har en søn på to år. To år og syv måneder. De sidste syv måneder er faktisk væsentlige, fordi der på en eller anden måde er sket noget særligt de sidste syv måneder.

Mens jeg var gravid, og mens Aksel var spæd, lagde jeg mærke til vendingen “stop tiden”. For de ikke så erfarne på sociale medier er det en hyppig brugt beskrivelse af, at ens barn vokser. Fordi man synes, det går for stærkt, ønsker nogle tilsyneladende, at man kunne stoppe tiden.
Det er heller ikke få, som har beordret mig til at huske at nyde min baby. “For det går bare så stærkt”.

Jeg vil ærligt påstå, at jeg ikke syntes, at tiden gik stærkt. Bevares, den gik da. Engang imellem tænkte jeg også, at det da var utroligt, at der pludselig var gået eksempelvis et halvt år. På samme måde lagde jeg da også mærke til, at min lille baby ikke var så lille længere. At han efter fem måneder pludselig var en stor krabat på ti (!) kilo, eller at han pludselig kunne sige nye lyde, sidde selv eller kravle.
Men det var ikke sådan, at jeg ikke syntes, at jeg kunne følge med, eller at jeg egentlig kunne tænke mig, at tiden stod stille.

Jeg er sikker på, at en meget stor del af det handler om, at jeg faktisk syntes, det var ret hårdt at blive mor. Både da jeg stod i det, og når jeg tænker tilbage på det.
Det var hårdt at give afkald på min frihed til stort set at gøre, hvad jeg havde lyst til. Hårdt at blive udsat for søvntortur af den helt slemme slags. Hårdt jævnligt at skulle forsøge at gøre en utilfreds baby tilpas.
Måske har jeg ubevidst vidst, at det nok skulle blive nemmere med tiden – og derfor ingen ønsker haft om at tiden skulle stå stille.

Jeg kan ikke rigtig forklare, hvad der skete, men det var, som om noget ændrede sig nærmest fra den ene dag til den anden. Helt præcist dagen før Aksel fyldte to år. Mens han var i bad, lagde jeg pludselig mærke til, hvor stor han var blevet, og hvor meget han pludselig kunne. Jeg blev faktisk så rørt over det, at jeg der – midt på badeværelsesgulvet – måtte fælde et par tårer.

Min lille, hjælpeløse baby er blevet en dreng. En dreng, der kan forklare, hvad han gerne vil. En dreng som undrer sig over ting, og som tydeligvis lærer noget nyt hver eneste dag.
Jeg ved, at han har lært noget nyt og udviklet sig gennem hele hans to år lange liv. Jeg har på ingen måde tilbragt hans første to år i dvale. Derfor har jeg selvfølgelig løbende bemærket de forandringer, der er sket. Det er bare, som om forandringerne de sidste syv måneder har fået en anden karakter.

Måske er jeg en bedre tumlingemor end en spædbarnsmor. Måske har det taget mig to år at vænne mig til at være mor ligesom den vise Mette Marie fra TWINPEAKS.dk.
I hvert fald har jeg de sidste syv måneder jævnligt haft et ønske om at kunne stoppe tiden. Bare for en stund.

Og så dog. For jeg er også så nysgerrigt anlagt, at jeg glæder mig til at se, hvad fremtiden byder på. Hvis progressionen fortsætter som de sidste to år (og syv måneder), har jeg slet ikke fantasi til at forestille mig, hvor fantastisk det vil blive!
I mellemtiden vil jeg huske at nyde nutiden. Samtidig vil jeg huske på Tøsedrengenes ord (naturligvis tilsat melodi) – “Så gik der tid med det, vi fik noget at bruge tiden til”. Det er måske i virkeligheden den korteste og mest præcise måde at beskrive mine to første år som forælder på.