Så længe siden – og så alligevel ikke

Film om børnehjem
Filmen Der kommer en dag påvirker mig. Både fordi den indeholder barske scener, men også af andre årsager. Og ja, jeg sætter tekster på stort set alle danske programmer! 😏

I går viste TV 2 første del af filmen Der kommer en dag. Den handler om livet på et børnehjem i 1960’erne.
Jeg så filmen i biografen og blev (selvfølgelig) dybt berørt af den. For den er barsk. Der er både voldsomme og sørgelige scener, og igennem skærmen kan man tydeligt mærke både den frustration, sorg, vrede, afmagt og omsorg, som personerne gennemgår.

Filmens handling foregår for 50 år siden. Det er mange år, hvad udvikling angår, og på rigtig mange fronter er der også sket en stor forandring. Selvfølgelig er der det!
Jeg har som professionel et ret indgående kendskab til nutidens anbringelsesområde, og jeg tør godt garantere, at den barske, nærmest sadistiske tilgang til drengene er uddød.

Når filmen påvirker mig i den grad, den gør, tror jeg, at det handler om, at der alligevel er ting, som jeg oplever, ikke har ændret sig synderligt. I hvert fald ikke så meget som man kunne ønske sig på et halvt århundrede.
For eksempel udtaler drengen Thøger, at “ingen har lyst til at hjælpe en Gudbjergsdreng”. Det siges i forbindelse med, at de to hovedpersoner er stukket af og ikke får hjælp.
Jeg forstår udsagnet sådan, at omverdenen kigger skævt til drengene på børnehjemmet. Man anser dem måske som mindre værd, fordi de bor på børnehjem. Der lader dermed til at være en særlig stigmatisering forbundet med at bo, hvor de gør.

Jeg har hørt flere fortælle, at de som børn blev truet med, at de kom på børnehjem, hvis de ikke opførte sig ordentligt. Faktisk ikke bare et børnehjem som en generel betegnelse, men navnet på et specifikt, ganske konkret sted.
Jeg er sikker på, at det er sagt med alverdens glimt i øjet, men jeg synes faktisk ikke, det er sjovt.
Og hvorfor synes jeg så ikke det? Fordi der bor børn på de adresser, andre laver sjov med. Fordi man ved at lave sjov med at “komme på børnehjem” kan signalere, at børn, der bor på bestemte adresser, på en eller anden måde er anderledes. Man er altså med til at stigmatisere de børn – og dermed med til at fastholde det syn, omverdenen havde for 50 år siden.

Jeg vil gerne opfordre til, at vi anser børn for at være – børn! Uanset hvor de bor, og hvem de bor sammen med. Nogle børn kommer fra helt andre familiemæssige konstellationer og har haft helt andre opvækstvilkår end de fleste andre børn. Men de er stadig børn, og stigmatisering gavner bestemt ingen. Det synes jeg, der er på tide at få lært efter så mange år.


Skriv et svar