Sådan hjælper du dit barn(s pædagoger)

Navnemærker
Mit særdeles fotogene barn (!) maskeret af navnenærker fra byhappyme.
Indlægget indeholder reklame, da navnemærkerne er en gave fra netop byhappyme.

Jeg har tidligere skrevet om, at jeg anser pædagoger for at være helte og heltinder. Det gør jeg stadig, ingen tvivl om det!
Selv de bedste helte og heltinders superkræfter kan dog slippe op.

Hvor end man kigger hen, synes jeg, man fornemmer et presset felt. Der er pædagoger, som hver dag gør alt, der står i deres magt for at skabe tryghed, udvikling og være en værdig erstatning for mor og far. Det, mener jeg, bliver skæmmet af, at der er for få hænder. For få øjne. Alt for få øjeblikke til at gøre det, der gør den lille store forskel for et barn.
Inden det går over i ren jammer, vil jeg understrege, at alt ikke handler om normeringer. Der kan finde dårlig pædagogik sted uanset antallet af pædagoger. Men jeg tror, de færreste vil være uenige i, at det er urimeligt for både børn og voksne, at der kan være 25 3-6-årige børn om to voksne. Og det kan det, for det har jeg erfaret ved selvsyn både som professionel og som mor.

Jeg har i nogen tid gerne villet skrive lidt om, hvordan jeg ser, man kan være behjælpelig med at lette hverdagen i børnehaven. For vi kan helt sikkert alle sammen gøre noget.
Jeg har bare samtidig været forbeholden, fordi jeg ikke ønsker at sløre det, jeg ser som det største problem. Jeg vil nødig få det til at lyde som om, man som forælder selv kan gøre en indsats, og det så pludselig bliver okay, at der er ganske få voksne til rigtig, rigtig mange hoveder, der skal beriges, hænder der skal holdes i hånden, og kroppe der har behov for en krammer.
Omvendt er det måske også vigtigt, at vi alle gør det, vi kan – lige nu. Jeg har derfor skrevet seks mere eller mindre lavpraktiske råd, som vi alle kan gøre os behjælpelige med.

1. Tydeligt navn
Jeg er, indtil videre i hvert fald, den lykkelige ‘indehaver’ af et barn, som er god til at huske at lægge sit tøj i sin skuffe, men jeg kan konstatere, at der ret ofte ligger tøj uden ejermand rundt omkring i en institution. Det gør det lidt nemmere at finde ud af, hvor tøjet skal hen, hvis der er navn i det. Den tid, pædagogerne bruger på at finde en trøjes rette ejermand, kunne i stedet bruges til at forebygge en konflikt eller lege en sangleg.
Vi har lige nu disse fine navnemærker fra byhappyme, og det fungerer upåklageligt.
Navnemærker

2. Ryd op
Hjælp dit barn med at få ryddet op inden I går hjem. Det kan være tiltalende at skynde sig af sted, men for dit barn ligger der en vigtig læring i, at man gør det færdigt, man var i gang med. Samtidig kan pædagogerne bruge tid på at læse en bog for børnene frem for at agere menneskelig støvsuger.

3. …også i garderoben!
Betyder det noget, at termojakken har vrangen ud, eller at støvlerne sidder fast i flyverdragten, tænker du måske. Ja, det gør det. De fleste børn i børnehavealderen kan godt selv komme i det meste overtøj, men det kan være svært, hvis barnet først selv skal gøre tøjet “håndterbart”.
Du kan derfor hjælpe dit barn ved hver dag at hænge tøjet, som det gør mandag morgen. I stedet for at hive støvler ud af flyverdragtben kan pædagogerne hurtigt komme ud på legepladsen og sætte gang i en sjov fælles leg.

4. Engager dig
Du behøver ikke melde dig til forældrebestyrelsen eller diske op med hjemmebagte fastelavnsboller til hele børnehaven. Mindre kan også gøre det. Gør en indsats for at lære dit barns kammerater at kende og småsnak gerne med dem, når du henter og bringer. Giv dig tid til at sætte dig ind i hvad dit barn er i gang med og husk at fortælle personalet, at og hvorfor du og dit barn værdsætter dem.

5. Tænk før du taler – og tal positivt
Det burde være overflødigt at nævne, men min erfaring fortæller mig noget andet. Tænk over hvordan du omtaler både børn og voksne. Så er du samtidig med til at forebygge mobning. Måske har et andet barn bidt dit barn, eller måske synes du, en af pædagogerne er irriterende. Måske er der noget om snakken, men det hjælper ikke dit barn, at du italesætter det over for ham eller hende.

6. Brug din stemme
Jævnfør indledningen er der i den grad brug for, at der fra politisk side er fokus på at skabe et godt børneliv. Også i den tid barnet er i institution. Der er derfor behov for, at vi alle overvejer, hvis synspunkter vi gerne vil have repræsenteret, når der er kommunal- og folketingsvalg – eller selv gør en indsats hvis man har overskuddet til det.


Skriv et svar