Sådan skaber man mobning – og forebygger at det sker

Mobning
Opfattelsen af mobning er ofte noget med en udøver og et offer. Men mobning er noget mere kompleks end det…

Der kan være godt en opfattelse af, at mobning handler om, at der er en fæl mobber og et mobbeoffer, det går ud over. Alt tyder dog på, at det ikke er tilfældet. I hvert fald ikke udelukkende.
Når der sker mobning i en børnegruppe (og blandt voksne for den sags skyld), handler det først og fremmest om, at der er nogle sociale processer, der er på afveje. Det lyder måske lidt fancy, og det er også ret abstrakt. Det er på mange måder nemmere at forholde sig til, at mobning sker, fordi der er en, der er ond i sulet. Eller en der er tilstrækkelig pøjet og stinker af makrel.

Ikke desto mindre er vi nødt til at forholde os til de mere abstrakte aspekter, hvis vi vil mobningen til livs.
Lad mig komme med tre eksempler fra den virkelige verden. De er hentet fra forskellige børnehaver, men kunne for den sags skyld også have fundet sted i skoleregi.

1. To drenge iført trøje med påtrykt Spiderman er i gang med en leg. En tredje kommer ind og spørger, om han må være med. De to drenge kigger på hinanden. Den ene siger så: “Nej. For øh, man kan kun være med, hvis man har en Spidermantrøje på.”

2. En dreng er i garderoben. Et andet barns mor kommer forbi. Uden at undersøge hvad der er på spil, irettesætter hun drengen med ordene: “Hvad er der nu, hvorfor er der ALTID problemer med dig?!”

3. Der skal laves sammensætning til de kommende 0. klasser. En forælder kontakter lederen og gør tydeligt opmærksom på, at hendes barn i hvert fald ikke skal i klasse med et navngivet andet barn. “For han slår jo!”

Når nogen af de tre ovenstående eksempler finder sted, har mobningen favorable vilkår at udvikle sig på. Fordi det betyder, at der er et eller andet galt med de sociale processer, som børnene enten er en del af eller indirekte er en del af. Mobning behøver ikke blive konsekvensen, men risikoen, for at det kan se, er mange gange større.

Hvis mobning skal have de værst mulige betingelser for at leve, er det nødvendigt, at der voksne, som hjælper. At der i det første eksempel er en pædagog, som hjælper den tredje dreng ind i legen. Allerbedst bliver drengen hjulpet med i legen uden først at opleve at blive afvist – og uden de to andre får muligheden for at gøre det.
Det kan virke uskyldigt, at børn grupperer sig efter, hvem der kan lide en særlig superhelt eller et bestemt fodboldhold. Det ér naturligt at forsøge at inddele verden i kategorier. Omvendt er der faktisk ikke lang vej til at udelukke nogen fra fællesskabet, og det mener jeg ikke, der er rimeligt. Især ikke når vi snakker om børn i førskolealderen.
Det skal derfor italesættes, at man ikke kan udelukke nogen på grund af hverken tøj, sko, hår, køn eller hudfarve.

Ud over italesættelsen fra voksne skal der følge handlinger med. Eksempel nummer 2 og 3 understreger, at det ikke kun er pædagogernes og lærernes ansvar at forebygge mobning. Det starter hjemmefra.
Vi skal alle lære vores børn at udvise hensyn. Samtidig skal vi kunne rumme, at andre børn og familier måske er anderledes, end vi selv er. Det skal vi ikke tale om som noget negativt, men vi kan vise oprigtig nysgerrighed.


Skriv et svar