Sandheden om fødsler

Fødsler
Man må gå så grueligt meget igennem for at blive forenet med en skrigende, slimet og blodplettet lille kødklump!
Billede hentet fra pixabay.com.

Inspireret af dette indlæg har jeg lyst til at fortælle lidt om fødsler, og hvad du har i vente, hvis du endnu ikke har været så heldig. 😉
Nu kan jeg ganske vist kun udtale mig om et enkelt fødselsforløb, men mon ikke andre kan genkende i hvert fald en del af punkterne…

1. Til fødselsforberedelse vil jordemoderen råbe, skrige og stønne for at simulere en ve. Det er totalt akavet (og lidt skræmmende).

2. Du vil sidde og tænke, at sådan kommer du i hvert fald ikke til at skabe dig. Det kan godt være, at jordemoderen siger “bare vent”, men næ nej, lige præcis du kan da håndtere et par veer.

3. Når fødslen er nært forestående, vil du blive tilbudt et lavement. Det består af en masse væske, der bliver skudt derop, hvorfra der plejer at komme bæ. Du skal herefter vente så længe, du kan, før du skyndsomt vralter ud på toilettet og voldskider. Det er ikke særlig behageligt at ligge der og vente, skulle jeg hilse og sige.

4. Afhængigt af hvor lang tid fødslen tager, vil jordemoderen gentagne gange have dig på toilettet for at tisse. Når du vasker hænder bagefter og får øje på dig selv i spejlet, ser du ikke særlig pæn ud…

5. Måske vil du opleve, at din mands og jordemoderens snak irriterer dig. Men du tænker, at du hellere må bruge dine kræfter på at overleve frem for at råbe: “NU HOLDER I KRAFTDEDME KÆFT!”
Den resterende tid vil du være villig til at æde din egen storetå, hvis du kunne blive fri for flere veer. Og nu lyder du præcis ligesom beskrivelsen under punkt 1. Eller måske lidt værre.

6. Når babyen er tæt på at komme ud, føles det, som om du er ved at skide en stenhård vandmelon. Men du må ikke presse. Det kan sammenlignes med at sige, at du ikke må trække vejret. I 6.000 minutter.

7. Når babyens hoved er rigtigt på vej ud, føles det, som om du får verdens største hudafskrabning på dit urinrør. AAAAAAAUUUV MIN TISSEKOOOOONE! (Tak Line fra De Unge Mødre, for den replik!)

8. Når babyens hoved er ude, kommer resten af sig selv. Mere eller mindre. Jeg forstår derfor ikke, hvorfor nogle frygter fødsler med store babyer. Seriøst, hvis det bare sidder på lårene af babyen, så er det ligegyldigt!

9. Når babyen er vel ude af dig, kommer det op på din mave. I bliver pakket ind i alverdens tæpper og får varmelampe på. Medmindre du er lavet af is, har du det i forvejen ret varmt efter at have klemt ungen ud, og nu bliver det endnu varmere.
Hvis du er heldig, skider babyen, mens den ligger på dig. Men bare rolig, det er ikke rigtig bæ. Det er sådan en lækker, klæbrig, sort, tjærelignende masse.

10. Nu troede du, at alle pinsler var ovre, men næ nej. Nu skal du klemmes (hårdt) på maven for at være sikker på, at livmoderen trækker sig sammen.

11. Navlestrengen skal klippes, og moderkagen skal fødes. Vi har et ret specielt billede fra omkring dette øjeblik. En jordemoderstuderende forevigede Jørgen klippe navlestrengen over og er så kommet til at tage et ekstra billede, efter det ’show’ var endt. Med det resultat at der er frit udsyn til noget, der mest af alt ligner en slagmark. Og nej, det vil jeg selvfølgelig ikke udsætte jer for at skulle se, men jeg synes alligevel, det er så tilpas morsomt, at jeg ikke kan få mig selv til at slette billedet!

12. Din medtagethed bliver vurderet og eventuelt lappet sammen. For eksempel kan jordemoderen sige, at der ikke er det store og give dig et enkelt sølle sting.
Note to self: Lad være med at tro at det er ensbetydende med, at dit skræv ikke kommer til at gøre nas længe efter!

13. Du får tilbudt noget smertestillende. Måske takker du nej, fordi du er høj på hormoner og ikke lige kan se, hvad det skal til for.
Bonusinfo: Sig ja tak til alt hvad du får tilbudt!

14. Hvis du vil amme, skal du og din baby i gang med at lære det. Hvis du troede, dit smertehelvede var ovre – så tro om igen! Følelsen af halvt afgnavede brystvorter. Just saying.

15. Mens jeg var gravid, læste jeg flere beskrivelser af, at det efter en fødsel kunne føles, som om underlivet ‘faldt ud’. Jeg undrede mig over det, for det er svært at sætte sig ind i. Ikke desto mindre er det præcis sådan det kan føles (længe) efter fødslen!
Det kom fuldstændig bag på mig, at jeg havde så ondt efter fødslen. “Tag dig sammen, kvindemenneske!” tænkte jeg. Jeg gik gakket, holdt fast et vist sted når jeg rejste mig og sad på en pude selv i sofaen i flere uger efter. Men altså, jeg ville egentlig gerne se, hvordan enhver mand ville gebærde sig i ugerne efter at have skidt en vandmelon…

16. Gør dig klar til en fantastisk tid! Usammenhængende søvn, stresstisseri (hjemmelavet begreb der betyder, at du skal holde øje med 37 andre ting, imens du tisser. Og høre på skrigeri), kolde varme drikke, rå hals fordi du har slugt din mad for varm, usandsynlig stor træthed og meget mere. Og ikke mindst et lille menneske som elsker dig betingelsesløst, og som, ligemeget hvad du gør, synes, at du er den sejeste i verden! ❤


5 kommentarer

  • Pingback: 10 grunde til at fødslen var piece of cake! - PSYKOBLOGGEN

  • Cecilie

    17. marts 2017

    Haha, Fie… herligt indlæg! Jeg var så en af dem, der rent faktisk råbte “NU HOLDER I KRAFTDEDME KÆFT!” til både jordemoder og mand under en ve. Det er utroligt svært at koncentrere sig om at udholde den form for smerte, når andre mennesker omkring en forstyrrer med ligegyldig ævl og kævl. Måtte dog pænt sige undskyld til dem begge to, efter strabadserne var overstået – not my finest moment, vil jeg sige.

    Svar
    • Anna Sofie Slot

      17. marts 2017

      Haha, det tror jeg såmænd, der er meget almindeligt. Jeg kunne bare ikke! Husker også at jeg flere gange tænkte: “Jeg vil ha’ epidural, morfin, whatever, bare giv mig NOGET!” Men igen havde jeg ikke kræfter til at be’ om (kræve!) det, så det blev ved tanken. Og jordemoderen tænkte “det klarer hun SÅ fint, så der er ikke grund til at smertelindre…” Ak den kommunikation!

      Svar
    • Vivi muchos años en Estados Unidos y allí es muy típico q la cocina este integrada en el salón. Y te aseguro q es mucho mas alegre y la familia se une mas!! sEso si, importantisimo un buen extraxtor, q alli las cocinas lo tienen todas.

      Svar
    • i like it. but i dont like that if i rate a video it most be added to my fav.it is so much better now. i see what youtube is trying to do add more stuff into the page while keeping it clean & easy to use. love it the only thing i dont like is the rate/fav thing if i like a video dont mean i wanna fav it

      Svar

Skriv et svar