Spørg psykologen: Børn og spisning

Spisning jordbær
Jeg er velsignet med en dreng, der er nem at få til at spise den mad, der bliver serveret. Få mine tanker om hvad vi gør hjemme hos os i forhold til spisningen.

PSYKOBLOGGEN har nu eksisteret i to måneder. Det betyder, at det er tid til et nyt påfund! Jeg har derfor bestemt, at jeg fremover vil have et indlæg hver måned, der er viet til “Spørg psykologen”. Hvis du sidder med noget, du kunne ønske at få belyst, så tøv ikke med at spørge.

Denne måned vil handle om, hvordan man får sit barn til at spise. Hvem har ikke oplevet, at det, der skulle have været et hyggeligt måltid er endt med skrig og skrål?! Samtidig tror jeg, de fleste forældre på et eller andet tidspunkt har bekymret sig om, hvorvidt deres barn får nok at spise.

Stort set alle, der har spist sammen med vores familie, har bemærket noget i retning af: “Hvordan får I den dreng til at spise så pænt og så meget, som han gør?”
Som eksempel kan nævnes, at Aksel på to år har præsteret at spise to karbonader, fire fiskefileter, fem frikadeller, fire boller og otte hjertevafler. Dog ikke i det samme måltid!
Jeg kan ikke love, at du kan få dit barn til at spise samme mængder som Aksel. Men jeg vil gerne dele, hvad der ser ud til at virke hjemme hos os.
Bare husk at alle børn og alle familier er forskellige, og at der derfor kan være andre ting, som virker bedre hjemme hos jer. Hvis du har andre tips, så skriv dem endelig i kommentarfeltet.

1. Få skabt en struktur
Jeg er vild med alt i system, så jeg syntes, det var fantastisk, da Aksel begyndte at få fast føde. For det betød, at jeg kunne gøre dagen mere skemalagt, og det var søreme noget, måtter her havde forstand på!
Uanset om du er til struktur eller frie rammer, mener jeg, at det giver en vis forudsigelighed for et barn at vide, hvornår på dagen der serveres mad. Jo ældre dit barn er, jo mere kan du fravige spisetiderne.

2. Giv dit barn mad når det beder om det
Også selvom der kun er en time til aftensmad!
For det meste er Aksel og jeg hjemme mellem kl. 16 og 16.30. Tit beder han om noget at spise. Jeg oplever, at det er en god måde for ham at ‘lande’ på derhjemme. Det kan være en bolle med leverpostej, knækbrød med smør eller frugt.
Som den selvstændige, lille mand han er, har Aksel (selvfølgelig) altid en mening om, hvad han gerne vil have. Det får han (naturligvis) ikke lov til udelukkende selv at bestemme, men han kan godt få to valgmuligheder. Og på de dage, hvor jeg kan mærke, at dagen har været hård, og han er rigtig træt, sker det, at han får lov til at få for eksempel peanuts eller kiks, som ellers ikke er hverdagskost.

Med Aksels gode appetit sker det ofte, at han beder om mere. Her imødekommer jeg ham altid og giver ham lidt mere. Jeg siger, at han gerne må få en lille smule mere, men at det så er det sidste. Hvis han efterfølgende beder om mere, fortæller jeg ham, at nu må han vente, til vi skal have aftensmad. Det er sagt mange gange – og netop gentagelserne ser ud til at virke, for det er (7-9-13) sjældent, at det udløser noget større drama.

Selvom jeg forsøger at begrænse, hvor meget han får at spise sidst på eftermiddagen, kan der selvfølgelig være dage, hvor det alligevel får indflydelse på hvor meget aftensmad, der bliver spist. Det, mener jeg, er okay. I takt med at han bliver ældre, skal han selvfølgelig blive bedre til at vente, men lige nu er det rigtige for os, at han som udgangspunkt får mad, når han er sulten.

3. Server mindst én ting, du ved, dit barn kan lide
Børn er forskellige, og nogle børn er mere kritiske over for ny mad end andre. På samme måde er jeg sikker på, at mennesker smager ting på forskellige måder, og at nogle påvirkes kraftigere af visse smage og konsistenser med det resultat, at der er flere ting, de ikke bryder sig om.
For at gøre spisesituationen til en god oplevelse er det derfor vigtigt, at der i hvert fald er én ting, dit barn plejer at kunne lide. Lad maden være adskilt så barnet ved hvad, der er hvad (det er også noget, måtter her kan lide!).

Vær opmærksom på at børns forståelse af kategorier er konkrete. For eksempel havde jeg en dag sagt til Aksel, at vi skulle have frikadeller (som den madglade dreng, han er, spørger han næsten altid, hvad vi skal have til aftensmad). For mig gjorde det ingen forskel, om det var øffrikadeller eller kyllingefrikadeller, men det gjorde det altså for ham. Så da “frikadellerne” ikke lignede det, han forbandt med frikadeller, ville han slet ikke smage på det.

4. Accepter at dit barn ikke spiser af det hele
Der er dage, hvor Aksel kun spiser kød. Der er også dage, hvor han kun spiser kartofler eller tomater. Og det får han lov til. Vi opfordrer ham til at smage på flere ting, men vi presser ikke.
Hvis han kun spiser en slags mad, får det et naturligt stop, når skålen er tom. Her er det en god idé, at barnet kan se, at skålen tømmes. Aksel får heller ikke lov til at få det hele – der skal være til os allesammen, og det accepterer han.
Hvis han kun vil spise for eksempel flæskesvær, får han at vide, at han gerne må få mere, når han har spist noget af det andet. Her forsøger vi at være konkrete, så det eksempelvis er “fem kartofler” (lig med fem stykker kartoffel), før han må få mere flæskesvær.

5. Fasthold menuen
Hvis du har fulgt punkt 3, så lad menuen forblive det. Jeg er vokset op med at måtte få rugbrød, hvis jeg ikke kunne lide aftensmaden. Det, mener jeg egentlig også, er en fin løsning. Jeg har dog oplevet, at nogle forældre begynder at lave særlig mad til barnet, og det mener jeg ikke, der gavner nogen.
Hvis det, Aksel kan lide, ikke mætter så meget, får han rugbrød med smør som tilbehør, ikke andet.
På nær den dag han spiste tre portioner risengrød og bad om mere – og der ikke var mere risengrød tilbage…

6. Accepter den mængde dit barn spiser
Selvom Aksel som oftest har en stor appetit, er der dage, hvor han næsten ingenting spiser. Når han siger, at han er færdig og vil ned, får han lov til det. Vi tror på, at han spiser, når han er sulten. Når han ikke spiser, må det altså være, fordi han ikke er sulten.

Jeg vil gerne have, at Aksel lærer at fornemme både sult og mæthed, og det tror jeg, der kræver, at han bliver imødekommet i de signaler, han viser. Blandt andet at han i hvert fald lige nu får mad, når han er sulten, jævnfør punkt 2.
Da Aksel var mindre, kunne jeg godt bekymre mig om, om han mon ville vågne om natten og være sulten, hvis han ikke spiste nok til aften. Efter noget tid blev jeg dog overbevist om, at der ingen forbindelse var. Nogle dage var (og er) han åbenbart meget sulten, og andre dage var (og er) han ikke.

7. Spis sammen
Det lyder måske banalt, men jeg tror, det betyder noget. Da Aksel var mindre, fik han tit mad alene. Jeg fandt dog hurtigt ud af, at det blev en bedre oplevelse for os begge to, hvis jeg samtidig selv spiste noget. Ikke nødvendigvis fordi det betød noget for ham at se sin mor køre rugbrødsmadder ind, men fordi der så helt naturligt kom mindre fokus på ham.

8. Tal sammen
Men overvej hvad I taler om! Det kan være fint at snakke om maden, og om at du godt kan lide alle grøntsagerne. Det er dog også vigtigt, at der bliver talt om andre ting, og at der ikke bliver diskuteret taktik i forhold til spisningen hen over hovedet på barnet.
Uden at have lavet undersøgelser af det vil jeg vove at påstå, at det giver flere konflikter i forhold til spisningen, hvis det får (for) meget opmærksomhed. Prøv derfor at fokusere mindst muligt på det.

Spisning fiskefileter
Sådan ser Aksel ud, når han har spist det meste af fire fiskefileter…

Nu sidder du måske og tænker, at du egentlig prøver at gøre alle de her ting. Men det virker ikke. Det kan der være flere grunde til. For det første er gode råd desværre ingen mirakelkur og dermed intet trylleri. For det andet kunne der måske lægge noget andet under. Mad og spisning er nemlig i den grad noget, som kan fremkalde psykologiske mekanismer og reaktioner. Det vil jeg skrive mere om i et kommende indlæg.