Syv år, Niller: Hvad har jeg lært om at være psykolog?

psykolog
Billedet er lånt fra filmdatabase.dk

I dag er det præcis syv år siden, jeg havde min første arbejdsdag som psykolog. “Syv år, Niels! Så ved man et og andet.”
Måske er det, fordi jeg ikke brugte syv år på studiet, som Mulle gjorde (henvisning til filmen Den eneste ene hvis nogen skulle være i tvivl), men jeg er nu ikke altid overbevist om, at jeg ved ret meget.
Jeg blev for nylig spurgt af en kommende psykolog, om det mon er normalt, at man ikke synes, man kan noget som helst, når man er færdig med studiet og kan kalde sig psykolog. Om det er ‘normalt’ skal jeg ikke kunne sige – men jeg oplever det personligt ganske jævnligt.

Jeg er typen, der godt kan lide at have styr på ting og have en fornemmelse af, at jeg er god til noget. Jeg er samtidig sikker på, at det er vigtigt at turde bevare usikkerheden. For jeg ved ikke altid, hvad der er det rigtige at gøre. Selvom jeg er psykolog og har læst på universitetet.
Jeg tror, jeg er blevet bedre og bedre til at hvile i accepten af, at det er ok ikke at vide eller at kunne alt. Jeg tror nemlig sjældent, det er ved at få klar besked om, hvad man skal gøre i forhold til sig selv, sit barn eller et valg man skal træffe, at man finder ud af, hvad det rigtige er. I stedet må vi på en eller anden kringlet måde finde en vej sammen. Og heldigvis kan det lykkes. Ikke altid, men så er der næsten altid andre veje at afsøge – sammen.

Der er dog særligt en ting, jeg har lært igennem de sidste syv år: Hvor stor betydning små ting kan have. Som dengang jeg skrev til en mor, jeg ikke havde hørt fra i et stykke tid blot for at spørge, hvordan det gik. Hun takkede mig for at spørge og viste mig derefter stor tillid. Eller da jeg efter en testning af et barn sendte en sms til forældrene for at fortælle, at hun havde arbejdet rigtig godt. Moderen svarede tak for beskeden, og at hun var blevet rørt over at få den positive tilbagemelding.

Jeg tvivler på, at sådanne små ting kan måles på en effektskala eller gøres evidensbaseret. Men jeg tror på, at de er med til at gøre en eller anden form for forskel.
Hermed en opfordring til at vi alle sammen bliver (endnu) mere opmærksomme på, hvor vi hver især kan gøre den lille ting ekstra. Den lille ting, som måske kun tager et øjeblik, men som kan vise sig at blive den lille ting, som kommer til at gøre en forskel.


Skriv et svar