En af dem: Tanker om de første tre år som forælder

En af dem
Bum, så gik der tre år. Aksel er (selvfølgelig) en helt anden dreng, end den baby han var for tre år siden. Og jeg er måske også en helt anden mor.

Jeg kender en, der venter sit første barn. Jeg joker indimellem med, at hun skal huske at nyde. Nyde roen, den varme mad, tid til at tænke tanker og tænke på sig selv, søvnen, afslapningen og tosomheden. Blandt andet. Fordi det snart stopper, og “livet slutter”, som jeg ynder teatralsk at benævne overgangen fra barnfri til barnrig.

Det gør det selvfølgelig ikke. Livet. Det fortsætter i stor stil. Men sammenligner man med tilværelsen præ barn (eller børn hvis man skulle være i den situation at få flere på en gang), vil det være et ganske andet liv.
Der er personer, som ikke mener, det at få børn ændrer livet. Man kan stadig foretage sig det, man gerne vil. Dyrke sport, gå i byen nu og da, rejse, spise lækker mad. Naturligvis kan man det. Men det kan aldrig nogensinde blive det samme. For man er ikke den samme længere. Man er blevet nogens mor eller far.

Jeg husker tydeligt, hvordan utallige, mens jeg var gravid, har rådet mig til at glæde mig og nyde tiden med min baby. “Det er sådan en fantastisk tid”. I graviditeten tænkte jeg, de havde ret. Selvfølgelig ville det blive fantastisk! Søvnmangel og lortebleer, det skulle da nok gå.
Det gjorde det også. Men nød det, sådan rigtig nød det – det ved jeg ikke rigtig, om man kan sige, jeg gjorde.

Alligevel har tiden på en eller anden forunderlig måde gjort et eller andet. Psykologisk er vi sådan indrettede, at vi ikke er ret gode til at huske ting objektivt. Ofte bliver det lidt mere positivt eller lidt mere negativt, end det egentlig var. Det kan forklare, hvorfor så mange husker tilbage på “sådan en vidunderlig tid”, selvom de med garanti også har haft momenter, hvor de har været tæt på, i hvert fald at overveje, at stille ungen til storskrald eller rejse til Sydamerika og sælge den på det sorte marked.

Og nu er vi her. Og jeg er, kan jeg mærke, ved at blive til “en af dem”. En, der husker, de gode stunder. Hvor stort det var at få Aksels første bevidste smil lige i face kl. 5.30 en torsdag morgen. Hvor glad hans begejstrede “DO! DE! DAAAAA!” gjorde mig. Og hvor pishamrende sej jeg var, da jeg fødte ham (prøv selv at skide en honningmelon…)!
Samtidig er det, som om, at alt det, jeg har fundet så hårdt, er i gang med at blive visket ud. Man kan stadig se, hvad der har stået, men man ser det ikke helt så tydeligt længere.

Jeg er en af dem. Jeg håber, jeg også bliver en af dem, der siger: “…og det bliver bare bedre og bedre!”
Tillykke med de tre år, Aksel! ❤️


Skriv et svar