Tanker om rod, designermøbler og værdier

Rod
Sådan ser vores hus ud ret jævnligt. Selvom jeg hader rod, er det helt ok…

I fredags så vores hus nogenlunde ud som på billedet. På Aksels værelse, i gangen, soveværelset og stuen i hvert fald.

Jeg hader rod! Som barn var det bestemt ikke alle forundt at lege på mit værelse. De skulle jo nødig rode. 😬
Jeg er vild med opryddelighed. Jeg kan lide, at ting ser overskuelige ud. Det gør de efter min mening ikke, når der ser ud, som om en legetøjsbutik eller en kopimaskine har haft omgangssyge ud over et helt rum. Eller hus for den sags skyld.
Jeg har haft kolleger, hvor der skete noget med mig rent fysisk, når jeg trådte ind på deres kontorer. Fordi der var alt andet end overskueligt og opryddeligt.

Men nu er jeg nogens mor.
Jeg kan huske en særlig stemning fra min barndom. At jeg altid måtte være der. Både min person og de ting og sager der fulgte med.
Lige præcis det er vigtigt for mig at videregive til Aksel. At han må udfolde sig alt det, han vil. Samtidig vil jeg gerne lære ham, at han skal rydde op efter sig selv. Også andre steder end hjemme.
En regel om at noget skal ryddes op, før noget nyt findes frem, har vi imidlertid ikke. Tværtimod synes jeg, det er fantastisk, at han undervejs i sin leg kan blive inspireret til noget nyt. Så må vi få orden på kaosset på et senere tidspunkt. Det er vist blevet en af mine værdier som mor. Taget i betragtning hvor svært jeg faktisk har det med rod, klapper jeg mig selv på skulderen over, hvor godt det går. 😉

Jeg tænker sommetider på, hvad det betyder for børn i dag at voksne op med den velstand, mange har mulighed for at have, allerede inden de får børn. Nyt hus, designermøbler og dyrt spisestel.
Jeg skal ikke gøre mig klog på andres valg og prioriteter. Men jeg ved, at jeg ikke har lyst til at være en mor, der konstant render efter mit barn, fordi jeg er nervøs for, hvad han piller ved, eller om der kommer ringe på spisebordet.

Jeg har en veninde, som lidt er blevet mit forbillede. Hun og hendes familie bor rigtig pænt, men jeg har den største respekt for den måde, de tager tingene på. Ja, der er kommet ridser på de dyre stole. Ja, panelerne har fået “ar” af at blive jordet af diverse miniaturekøretøjer. Men det tager de med sindsro. “Sådan er det jo at have små børn”.

Den opvækst håber jeg, at alle børn får lov at få. Hvad tingene så end hedder.
Selvfølgelig skal børn (også mit) lære at passe på sine ting. Det er jeg sikker på, der nok skal komme med tiden. Ligenu skal han have lov til at udfolde sig, opleve og smage på alt det, verden har at tilbyde. ❤️


Skriv et svar