Tanker om traditioner

Traditioner
Jeg troede ikke, det ville ske – men påsken har gjort sit indtog i vores lille hjem. Og det har jeg det faktisk ganske godt med.
Jeg elsker traditioner! At der er et genkendeligt kodeks for årets højtider og nogle holdepunkter i hverdagstrummerummen. At man, selvom der naturligvis ikke sker helt det samme hvert år, alligevel med ret stor sikkerhed kan forudsige en betydelig del.
For en tilhænger af struktur og genkendelighed kommer det ikke som verdens største overraskelse, at jeg har et nært forhold til alverdens tænkelige traditioner.
Mange af de traditioner, jeg stadig holder så meget af, har klart rødder i minder fra min barndom. Efterhånden som Aksel fatter mere og mere, har jeg derfor gjort mig mange tanker om, hvilke traditioner jeg (vi) ønsker, at han skal vokse op med. Faktisk har det givet mig lidt kvaler.

Jeg ved ikke helt hvorfor, men jeg husker påsken som noget enormt hyggeligt. I min familie har vi ikke haft større, bestemte traditioner med en speciel påskefrokost eller sådan noget. Men jeg husker alligevel påsken som noget særligt. At finde påskepynten, hænge små æg på grene og at spise chokolade en masse…

Allerede for et stykke tid siden begyndte jeg derfor at fundere over, hvilke påsketraditioner jeg gerne vil give Aksel.
Jeg nåede med sorg i hjertet frem til, at påsken ikke betyder det store nu for hverken Jørgen eller jeg. Derfor forestillede jeg mig, at vi ikke ville gøre en masse ud af, at det på et tidspunkt ville blive påske. Måske udover at spise lidt ekstra chokolade.
Fordi jeg har de gode minder fra mine barneår, må jeg indrømme, at det alligevel gjorde mig lidt trist. For samtidig kunne jeg jo så glimrende huske, hvor fantastisk jeg selv husker påsketraditionerne.

Indtil den dag det slog mig, at uanset hvad jeg gør, vil jeg aldrig kunne give Aksel de traditioner, jeg selv er flasket op med. For uanset hvad jeg gør, vil jeg aldrig kunne gøre det på samme måde som min mor. For jeg er ikke min mor.
Det hjalp mig med at slå mig til tåls med, at de traditioner, vi hen af vejen får skabt, nok skal være gode og blive noget, Aksel (forhåbentlig) vil huske tilbage på med glæde. For det kan godt være, at jeg ikke er min mor – men Aksel synes heldigvis, at jeg er verdens bedste og sejeste mor!

For at det ikke skal være løgn, har vi nu faktisk fået pyntet til påske. Selvom jeg ikke troede, det ville ske. Det er ikke alverden. Til gengæld tror jeg, at Aksel til næste år vil kunne huske begrebet “påske”. Og jeg har sjældent set ham så stolt, som da han selv havde pyntet grenene.
Måske bliver det til vores påsketraditioner. Måske ikke. Men jeg tror på, at uanset hvilke traditioner vi ender med – så skal de nok bidrage til at give Aksel nogle gode barndomsminder.

Traditioner
En stolt dreng der har pyntet til påske.


Skriv et svar