It’s like the end of an era!

End of an era
Jeg bruger ofte sekvenser fra mine seriefavoritter til at beskrive mit eget liv med. Som fx Rachel der grådkvalt og skingert udbryder: “It’s like the end of an era!
Billedet er fundet på www.playbuzz.com.

Overgange er noget helt specielt. Jeg ved det, fordi jeg igennem mine år som arbejdende psykolog er stødt på det et utal af gange. Børn reagerer på overgange, fordi der sker forandringer. Det kendte veksles med noget ukendt. Og forældre reagerer på præcis samme måde. Selvfølgelig ikke med samme reaktioner. Men overgange for et barn er også noget helt specielt for forældrene.
Psykologisk er overgange med til konkret at markere, at der er ved at ske noget nyt. At barnet nu kan endnu mere selv. At tiden går.

Jeg har vidst i lang tid, hvornår dagen ville komme. Det slog mig for alvor, da listen over, hvem der skal medbringe frugt til vuggestuen, blev udsendt for maj måned.
D. 31. maj står der Aksel. Det er ikke tilfældigt. Det er hans sidste dag som vuggestuebarn.

Jeg ved, at han på mange måder trænger til et nyt institutionsliv. Trænger til at kunne spejle sig i større børn og på den måde kunne lære noget andet, end han kan lære sammen med børn, der nu virker så utroligt små sammenlignet med ham.
Alligevel er det med rigtig mange stik i hjertet, at jeg nu begynder at gøre mange ting for sidste gang. Jeg overvejer også, hvordan der skal tages afsked, for på en eller anden måde skal det markeres. Sikkert mest for forældrenes skyld, for jeg tror næppe, han forstår, hvad en afslutning i vuggestuen betyder. Indtil den dag han ikke skal afleveres der længere, men skal i børnehave.

Selvom det lige nu føles, som om det er the end of an era, ved jeg, at æraen ikke slutter. Den er jo først lige begyndt. Det gør det dog ikke nemmere at tage afsked med et sted og fantastiske personer, som har været en stor del af vores hverdag i næsten to år.
Men det er vel i bund og grund sådan, det skal være. At man er ked af at forlade det, man har – men et eller andet sted godt ved, at det er det rigtige. Det nye og ukendte, lige nu udmøntet som børnehavelivet, skal nok blive godt. På et tidspunkt.


Skriv et svar