Tvangsfjernelse eller forældres rettigheder?

I kølvandet på programmet om “mors lille dreng” synes jeg, det er nærliggende at komme med et par tanker om det system, der er uden om et udsat barn.
Burde der være foretaget en tvangsfjernelse lige efter Jørns fødsel? Jeg kan godt forstå, man kan få tanken. Forældrene var beskrevet med massive vanskeligheder. I det første program om Jørn var det tydeligt, at forældrene ikke magtede at danne den nødvendige kontakt med Jørn. En kontakt, vi ved, der er afgørende for, hvordan et barn senere hen vil udvikle sig.

Det er dog ikke så simpelt. Der er mange faktorer, der påvirker, hvordan et barn kommer til at udvikle sig. Opvæksten og forældrenes evne til at danne kontakt til barnet er selvfølgelig en betydelig del. Men andre ting spiller også ind. Blandt andet hvilke genetiske dispositioner barnet har fået med sig.

Desuden vil barnet have et tilhørsforhold til sine forældre, uanset hvordan man vender og drejer den. Det kan derfor godt være, at et barns forældre ikke formår at varetage dets behov på tilstrækklig vis.
Det er imidlertid ikke ensbetydende med, at det per automatik vil være det bedste at fjerne barnet fra forældrene. Det gør nemlig også noget ved et barn på den måde at miste sine forældre.

Løsningen er derfor ikke, efter min overbevisning, at tvangsfjerne alle børn, hvor forældrene udviser tvivlsomme evner til at være forældre.
Jeg kunne ønske, at vi i stedet blev bedre til at foregribe, at børn får forældre, der ikke kan finde ud af at være forældre. For at få børn skal folk nok finde ud af at få. Også dem der vil få svært ved at varetage omsorgen for barnet i praksis…

Lad os derfor sætte ind over for sårbare gravide og kommende fædre og sikre at de støttes under både graviditet og efter fødslen. Ikke af gruppebaserede programløsninger, men af individuelle tiltag der giver mening for den enkelte familie.

Lad os mindske stigmatiseringen af udsatte børn og tale om dem og deres familier på en sober, varm og anerkendende måde.

Lad os få ordentlige normeringer og forhold i dagpasning og skoler så nutidens børn har en chance for at lære passende sociale omgangsformer, så de engang selv kan blive alletiders forældre.
Selvfølgelig har forældrene et (stort) ansvar her. Vi er dog nødt til at forholde os til, at danske børn opholder sig rigtig mange timer uden for hjemmet. Samtidig ved vi, at voksenkontakt er afgørende for et barns udvikling. Hvordan mon det passer sammen med, at der i børnehaver tit er to voksne til 20-25 børn?

Og endelig: Lad os skabe gode, kvalificerede tilbud til de børn der stadig har behov for at bo et andet sted end sammen med deres biologiske forældre. Vi kan, med den rigtige hjælp, forebygge meget, men desværre ikke alt.

Det var fire ønsker fra mig. Jeg har sikkert flere. Men hvis vi sammen får fundet frem til at få fikset de her – så er vi godt på vej!


Skriv et svar