Vær velkommen januar!

2017 er indledt. Et nyt år indledes ofte med nytårsforsæt, en januarkur eller en sparemåned. Efter december, hvor de fleste sikkert har fået både mad, drikke og materielle ting i større mængder end vanligt, er der helt sikkert megen fornuft over det.
I dette indlæg vil jeg hellige mig et nytårsforsæt. Og dog. Først er jeg i hvert fald nødt til at fortælle om en oplevelse, jeg havde i julen.

En pige, jeg kender, havde fået et nyt stykke legetøj i julegave. Hun var glad for det, og det forstår jeg godt. Det var nemlig en elektronisk skattejagt, hvor man skulle gemme tre “skatte” og efterfølgende lede efter dem med “metaldetektoren”, som bippede, når man kom i nærheden af den gemte skat. Man måtte naturligvis være to til legen; en til at gemme og en til at finde.
Jeg ser intet forkert i hverken at opfinde, købe eller bruge elektronisk legetøj. Jeg ser heller intet galt i at opfinde legetøj, som kan give far eller mor tid til at foretage sig noget andet, når først skatten er gemt. Men jeg kom til at tænke på, at selve legen faktisk ikke adskiller sig ret meget fra den gode gamle leg Tampen brænder. Og så alligevel.

Noget af det, jeg husker bedst hjemme fra min bedstemor, er, at jeg legede Tampen brænder sammen med min bedstemor eller en af hendes søstre, Anna og Else. Det var altid en lille klokke, der var Tampen.
En gang havde Anna gemt den i Elses sko. Det faldt mig åbenbart ikke ligetil at lede der, så efterhånden som tiden gik, begyndte jeg at småløbe rundt i stuen på må og få. Hver gang jeg passerede Else, som naturligvis sad og strittede med sin ene fod, sagde Anna højt “Av” for at indikere, at Tampen ganske kortvarigt brændte. Dette til stor morskab for både damerne og mig, der helt sikkert nød, at hele to voksne tilsyneladende var interesserede i, om det lykkedes mig at finde Tampen.
Det gjorde det ikke, men jeg husker stadig, hvordan Anna grinende så på mig, da hun fortalte, hvorfor hun havde sagt “Av”, når jeg løb forbi Else.

Den gamle måde at lege Tampen brænder på havde nemlig noget, der ikke nødvendigvis følger med den elektroniske version: kontakt. At man i den tid, legen varer, er der sammen med barnet til at lægge mærke til, støtte og opmuntre. For det kan da være møg hamrende frustrerende, når man ikke sådan lige kan finde det, man leder efter (hvem kender ikke det – nøgler, mobil, anyone?!). Man skal derfor ikke underkende den betydning, det har for et barn at opleve en voksen, der ser det i øjnene og guider på de helt rigtige tidspunkter.
Selvfølgelig kan man vokse op og blive et fornuftigt menneske uden en eneste gang at have leget Tampen brænder. Men efter min mening er det godt givet ud at bruge lidt tid hist og pist på sådanne aktiviteter. For barnet, men så sandelig også for den voksne.

Jeg vil derfor starte 2017 med at opfordre til at få gang i de gamle, ikke-elektroniske lege igen. Oven på jul og overflod kunne det måske være meget sundt at have som nytårsforsæt at gøre noget mere af disse simple ting – som ovenikøbet ikke koster spor.
Mit forslag er Tampen brænder. Hvilke gamle lege kender du?


Skriv et svar